Vegetarisk Kogebog regnes for en klassiker i Sverige, hvor den første
udgave allerede har adskillige år på bagen. Nærværende
udgave er en dansk oversættelse af den nyreviderede udgave, der
har sigtet på at føre bogen up-to-date med bl.a. de nyeste
forskningsresultater.
Grundbog står der under titlen - og det er det. Her finder du
simpelthen alt! Ernæringslære, køkkenredskaber og
planlægning af måltider. Mad som medicin, konservering af
grønsager og frugt samt den uundværlige oversigt over mål
og vægt - inkl. omregning fra engelske og amerikanske mål.
Guld værd. Og ikke mindst mere end 350 lækre og inspirerende
opskrifter på alt lige fra morgenmad til fremstilling af tofu.
Hvert større afsnit indledes med en gennemgang af de omhandlende
ingredienser; hvordan de opbevares og tilberedes, gavnlige virkninger
på helbredet m.m. Forfatteren tager simpelthen læseren ved
hånden og fører denne trygt gennem madlavningens labyrinter
fra A til Å. Det gør bogen overordentlig velegnet til unge
mennesker, der flytter hjemmefra og pludselig selv skal stå for
madlavningen - eller til forældre hvis kæledægge pludselig
erklærer, at hun i hvert fald ikke vil spise kød mere,
nogensinde. Vegetarisk Kogebog har såmænd et særligt
afsnit om vegetarisk mad til børn og teenagere, adskillige sider
med levnedsmiddeltabeller og såmænd også lister over
vitaminer, mineraler m.m. - inkl. opremsning af evt. mangelsymptomer.
Udover de obligatoriske afsnit med "supper", "pasta",
"brød" osv. har IBS også fået plads til
afsnit om mere eksotiske emner som indisk og asiatisk madlavning, anvendelse
og indsamling af spiselige vilde planter, blomster og tang.
En rigtig god
start
Med Vegetarisk Kogebog er man godt rigtig rustet til et liv som vegetar,
som pårørende til en vegetar eller bare som én,
der vil have inspiration til og vide mere om sund og grøn mad.
Man kunne håbe, at den også ville vinde indpas i de danske
skolekøkkener. Det ville give en masse børn en rigtig
god start på tilværelsen. Faktisk har forfatteren også
inkluderet en studieplan til studiekredse i vegetarisk madlavning. Det
er en rigtig god idé. Studieplanen er bygget op over ti sammenkomster
(fx én om måneden) med forslag til teori (udvalgte afsnit
i Vegetarisk kogebog) og praktik (fælles madlavning). Så
er det bare at samle en gruppe ligesindede og gå i gang.
Vegetarisk kogebog er uden diskussion den bedste og mest gennemarbejdede
grundbog, jeg nogensinde har læst om emnet vegetarisk madlavning.
Det er tydeligt, at Inga-Britt Sundquist har en stor viden om og kærlighed
til alle aspekter af bogens emne. Og ingen, der har læst denne
bog vil kunne hævde, at vegetarmad er kedelig og grå. Det
er en bog med masser af ynde, saft og kraft - ligesom i øvrigt
en masse vegetarer ...