Løgtærte med salvie

En lækker tærte, der sjældent overlever ret længe på en buffet. Den særlige smag kommer fra friske salvieblade.

Ingredienser:

Tærtebund:
3½ dl grahams- eller fuldkornsspeltmel
125 g smør
½ tsk salt
ca. 4 spsk vand

Fyld:
1 kg løg skåret i tynde, halve ringe
2-5 fed hvidløg, hakkede
1-2 håndfulde friske salvieblade i tynde strimler

Æggemasse:
3 æg
150 g reven ost, fx emmetaler, cheddar, parmesan eller feta
2 dl creme fraiche
en sjat mælk
salt, peber og evt. muskatnød

Fremgangsmåde:

Bland salt med melet og smuldr smørret ned i. Dejen samles hurtigt med vandet (lidt ad gangen) og dejen trykkes straks ud i en stor, smurt tærteform (28 cm i diameter) og bunden prikkes tæt med en gaffel. Stil formen i køleskabet ca. 20 minutter.
Steg løgringene og hvidløgene gennemsigte over middelvarme i lidt olie, tilsæt salviestrimlerne og smag til med salt og peber. Lad blandingen køle af.

Pisk æg, ost og cremefraiche sammen med salt, friskkværnet peber og evt. en anelse muskatnød. Rør løgene i æggemassen.
Forbag tærtedejen i ca. 10 min. ved 200 gr. Hæld løg/æggemassen i og bag den færdig, ca. 15 min. eller til overfladen er lysebrun.

Servér lun med en frisk grøn salat, gerne med de første spæde skud af skvalderkål, mælkebøtte, kørvel og syre, samt overvintrende persille og grønkål fra haven.

Tips:

Fedtprocenten kan lettes lidt ved at erstatte creme fraichen med syrnet fløde eller lignende.

Kan du ikke skaffe frisk salvie, kan du sagtens bruge tørret. Smag dig frem!

Salvie kan erstattes med andre krydderurter, fx frisk basilikum, timian osv.