En hurtig og let ret med fin smag. Serveres som spændende tilbehør, varm salat med brød eller som et let måltid med fx ris eller spaghetti.
4 store håndfulde
friske grønkålsblade
1 løg
3 fed hvidløg
1 stor spsk hele
korianderfrø
1 håndfuld
rosiner
1 håndfuld
piniekerner
Skallen af 1 citron
Lidt urtesalt
Evt. fetaost i tern
Glutenfri
Mælkefri
Æggefri
Kålen
skylles og befries for de groveste bladribber, inden den snittes i tynde
strimler. Løget halveres og snittes i tynde skiver og hvidløgene
hakkes fint. Skær skrællen af citronen med en kartoffelskræller
og snit den til tynde strimler.
Varm en wok eller sauterpande op og rist korianderfrøene kortvarigt,
inden de knuses groft i en morter eller elektrisk kaffemølle.
Hæld lidt olie i panden og svits løg og hvidløg,
til de er blanke. Tilsæt korianderfrø, rosiner og piniekerner
og svits videre nogle minutter. Dæmp varmen en anelse og tilsæt
grønkålen. Vend ingredienserne i panden til grønkålen
bliver blank og begynder at falde sammen. Tilsæt citronskal og
urtesalt. Sluk for varmen og lad retten stå et minuts tid på
pladen, inden den smages til. Drys evt. fetatern over og servér
straks.
Jeg bruger en
mild, økologisk gede-feta i små tern, men almindelig
feta kan også bruges. Husk at den salter en del, så hold
igen med saltet.
Tynde flager af en god parmesanost kan også fint bruges.
Vil man undgå ost, kan man i stedet bruge frisk, fast tofu i
små tern. Marinér gerne tofuen i lidt tamari og friskreven
ingefær før servering.