Fyldt
pasta med pestoDette er ikke en ret,
man skal kaste sig over på en hverdag - men den er hyggelig at nusse
omkring en søndag, hvor man har god tid og gerne vil forkæle
sig selv med lidt let og lækkert. Den kræver, at du er i besiddelse
af en pastamaskine - eller masser af tålmodighed og en kagerulle
(kan ikke anbefales for almindelige dødelige ...).
Jeg har efter en del eksperimenter fundet på en opskrift på
hjemmelavet, glutenfri boghvedepasta,
der faktisk er til at have med at gøre og tilmed smager dejligt.
Men man kan selvfølgelig også bruge pasta lavet af italiensk
durumhvede, hvis man er så heldig at kunne tåle det.
1 portion hjemmelavet (boghvede)pastadej
Fyld af:
1 stor, frisk porre
1 bæger fetaost - eller frisk tofu i samme mængde
Friske rosmarinnåle
Evt. reven skal af ½ citron
Salt og peber
- og vendt i:
1 portion basilikumspesto
Glutenfri
Mælkefri
Æggefri
Start med fyldet:
Porren flækkes på tværs, skylles grundigt og snittes
ultratyndt eller hakkes med en skarp kniv. Hak også rosmarinnålene
- mængden er afhængig af dine smagsløg, start evt.
med en halv spiseskefuld, hvis du er i tvivl. Smuldr fetaosten eller
tofuen over og bland godt - evt. med den revne citronskal. Smag til
med friskkværnet peber - og salt, hvis du bruger tofu.
Og så til pastaen:
Pastadejen skæres i 1-1,5 cm skiver, der trykkes flade med håndroden
og derefter køres gennem pastamaskinen, til det er blevet til
ca. 2 mm tykke plader. Lav kun en plade af gangen og hold resten af
dejen smidig og fugtig under et hårdtopvredet viskestykke eller
en omvendt tallerken. Straks du har lavet en plade, stikkes den ud til
runde cirkler, der pensles med lidt vand og foldes til halvmåner
om en lille teskefuld af fyldet. Klem kanterne sammen med fingrene.
Den overskydende dej æltes sammen og lægges væk under
viskestykket/tallerkenen. Lav en pastaplade mere og gentag processen.
Det er en fordel at være to om det. Tilsidst æltes resterne
af dejen sammen og køres gennem maskinen til endnu en plade,
der stikkes ud osv.
De fyldte pastamåner skal koges i rigeligt, saltet vand til de
er møre. Det tager ikke så lang tid - når de begynder
at svulme lidt op og flyde ovenpå, er de ved at være der.
Tag dem forsigtigt op med en hulske og vend dem i pesto. Servér
straks - gerne med mere pesto på bordet, så man selv kan
forsyne sig.
Servér pastaen
med en grøn salat, en tomatsalat eller letkogte grønsager,
f.eks. broccoli eller slikporrer, til.
Man kan lave pestoen uden ost, hvis man vil have et vegansk måltid.
Se siden med pesto-opskrifter.
Man kan også variere tykkelsen af pestoen, så den enten
bliver tyk og nærmest skal smuldres over pastaen eller så
den bliver flydende og svøber sig lysegrønt om pastapakkerne.
Jeg foretrækker det sidste, da boghvedepasta har en lidet flatterende
grålig farve.