Lun
spinatsalat med marinerede courgetterEn rigtig sommer-opskrift. Denne lækre salat er allerbedst med helt friske og sprøde spinatblade, gerne direkte fra haven. Den er fyldig nok til at udgøre et let aftens- eller frokostmåltid i sig selv, men er også god som tilbehør til grillede grønsager, hirsedeller eller en tærte.
2½ dl brune ris
½ dl oliven
4 mellemstore courgetter
1 tsk tørret basilikum
1 tsk tørret oregano
400 g frisk spinat
Marinade:
1-2 fed hvidløg, presset
5 spsk olie
2 spsk citronsaft
½ tsk tørret kørvel eller esdragon
½ tsk tørret oregano
½ tsk tørret timian
½ tsk salt
Peber
Glutenfri
Mælkefri
Æggefri
Sæt risene
over at koge i ca. 5 dl letsaltet vand. Efter 25 min. slukkes for varmen
under gryden. Lad risene stå og trække på den varme
plade ca. 10 min.
Mens risene koger, laves marinaden. Blend alle ingredienserne sammen
(bedst) eller ryst dem sammen i et syltetøjsglas med tæt
låg. Sæt til side.
Oliven udstenes om nødvendigt og hakkes groft eller skæres
i tynde skiver.
Courgetterne halveres og skæres i ikke alt for tynde skiver, ca.
3-4 mm. Varm en anelse olie op i en gryde og svits courgetteskiverne
med basilikum og oregano nogle få minutter. Tilsæt 2 spsk
vand og rør rundt til courgetterne bliver lyse. Hæld courgetterne
op i en stor salatskål, tilsæt de skivede oliven og hæld
marinaden over.
Skyl de friske spinatblade grundigt oog pil evt. grove stilke fra. Lad
spinaten dryppe godt af og hak den meget groft med en skarp kniv.
Når risen er færdig, vendes den forsigtigt i courgetterne
og marinaden. Lad blandingen stå, til den stadig er lun, men ikke
varm, og det meste af marinaden er suget op. Vend den friske spinat
i og servér straks.
Man kan fint bruge friske
krydderurter i stedet for tørrede, men så skal de hakkes
meget fint eller blendes. Som hovedregel beregner jeg 1 spsk friske
krydderurter til 1 tsk tørrede, men man kan sagtens bruge mere.
Brug de oliven, du foretrækker. Grønne oliven med pimentofyld
kan være flotte i salaten, men sorte, soltørrede oliven
i provancekrydderier er nu heller ikke at foragte.
Halvdelen af spinaten kan erstattes af frisk, sprød salat af
fx romaine-typen.
Man kan også lave salaten i en varm udgave. Så blandes spinaten
blot i sammen med de varme ris.
Salaten smager også dejligt dagen efter, men tag den ud af køleskabet
i god tid. Den er ikke spændende, når den er helt kold.