Persillesuppe

Ingredienser:

2 store bundter persille
2 løg
2-6 fed hvidløg
400 g kartofler
1 spsk olivenolie
8 dl vand eller bouillon
Evt. lidt (soja)fløde
Salt og peber

Fremgangsmåde:

Persillen skylles grundigt, og de groveste stilke tages fra til suppevisk.
Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Løg og hvidløg pilles og hakkes groft.
Steg løgene i olien til de er gennemsigtige og kom så kartofler og kogende vand/bouillon ved.
Bind en bomuldssnor om persillestilkene og læg dem ved suppen.
Lad suppen koge ved svag varme ca. 20 minutter eller til grønsagerne er møre.
Imens duppes persillen tør og hakkes eller klippes fint.
Kom persille og evt. fløde i suppen og blend med en stavblender, til den er jævn og svagt lysegrøn.
Smag til med salt og peber.
Pynt suppen med lidt friskklippet persille og servér straks.
Hvidløgsflûtes eller hvidløgscroutoner er herligt tilbehør.

Tips:

Suppen smager også skønt kold.
Kom en rosmarinkvist i sammen med persillestilkene.
Kartoflerne kan erstattes helt eller delvist med andre lyse rodfrugter, fx persillerod, selleri eller pastinak.
Prøv også at erstatte kartoflerne helt eller delvist med kogte kikærter - det giver et ekstra proteintilskud.