25 Apr 2007

Basmati-risotto med porrer og broccoli

Skrevet af Karen

En nem, let og lækker ret - omend ikke en rigtig risotto i klassisk forstand.

Til 4 personer

Ingredienser:

  • 3 dl (brune) basmatiris
  • 2 porrer
  • ca. 400 g broccoli
  • grønsagsbouillon
  • lidt olivenolie
  • evt. en slat sojafløde
  • masser af paprika

Fremgangsmåde:

Skyl risene grundigt og kog dem halvmøre i grønsagsbouillon i sautérpande med låg eller lignende. Ca. 20 min.

Imens renses porrerne og skæres i ringe på skrå. Broccolien deles i små buketter, og stokken skæres i små tern - skræl evt. det nederste af stokken først.

Varm lidt olivenolie op i en gryde og sautér porreringe og broccolitern nogle minutter, uden at de tager farve.

Når risene er kogt halvmøre, røres porreringe og broccoli-tern i. Tilsæt evt. lidt mere (kogende) vand, hvis nødvendigt. Risene skal ikke svømme i væde, men må bestemt heller ikke være tørre. Damp videre under låg i 7-10 min.

Rør broccolibuketter og evt. sojafløde og/eller mere vand i risene. Låg på igen og damp for svag varme, til broccolibuketterne er møre, men stadig har lidt bid, ca. 5-7 minutter.

Smag på retten - måske skal der tilsættes lidt mere grønsagsbouillon, salt og peber. Drys tilsidst rigeligt med paprika over og servér straks.

Tips:

  • Det skal helst være brune basmatiris - almindelige brune ris kan bruges, men bliver lidt tunge i det, og hvide ris mangler bare den gode smag til denne ret.
  • Lad gerne noget af paprikaen være af den røgede slags, ca. 1 tsk.

Variation:

Skift broccolien ud med blomkål og paprikaen ud med en spiseskefuld karry, der kommes i sammen med porrerne. Tilsæt 1-2 dl grønærter eller tern af rød peberfrugt de sidste fem minutter, hvis du synes, der skal mere farve til.

Tilføj kommentar