Karen's blog

24 Jan 2016

Lun linsesalat

Skrevet af Karen

Linser kan virkelig noget med smag. Her i en virkelig lækker salat, der gør sig allevegne: på middagsbordet, i madpakken, på buffeten og på skovturen. Den kan laves helt enkel, med kun linser og dressing, eller pimpes med friske grønsager og krydderurter - den smager lige skønt.

Ingredienser:

  • 3 dl sorte linser - fx delikatesselinser eller belugalinser
  • vand
  • salt

Sennepsdressing:

  • 1 stor tsk god sennep
  • saft af ½ citron
  • 2 spsk god olivenolie
  • 1 spsk tamari (eller bare lidt salt)
  • evt. et fed presset hvidløg

Evt. ekstra 'pimp':

  • Det røde/orange/gule: cherrytomater i kvarter eller rød eller gul peberfrugt i små tern eller tændstikstynde strimler af gulerod eller æble i tern.
  • Det grønne: fintsnittet bredbladet persille eller basilikum eller rucola eller dild eller purløg eller porretop.
  • Det hvide: finthakket salatløg, papirstynde skiver af fennikel eller blegselleri, artiskokhjerter eller tern af bagt aubergine

Fremgangsmåde:

Kig linserne igennem for småsten (og uvedkommende kerner af hvede/byg/rug, hvis du er glutenoverfølsom!) og skyl dem i en sigte. Hæld i en lille gryde og kom vand på, så det står ca. 1½ cm over linserne. Bring i kog, tilsæt lidt salt og lad simre under låg 30-40 min. på svag varme. Rør gerne rundt en gang undervejs med en gaffel. Smag på linserne, når tiden er ved at være gået. De skal stadig have en anelse bid.

Mens linserne koger, laver du dressingen: hæld sennep, citronsaft, olie, tamari og evt. hvidløg i et lille glas med tæt låg og ryst, til det er blandet godt. Alternativt kan du røre dressingen sammen i en lille skål med en gaffel.

Vil du pimpe salaten, gør du ekstra-fyldet i stand nu. Vælg selv, hvor meget du vil have i. Jeg plejer næsten altid at vælge én ting fra den røde gruppe og én fra den grønne, men af og til serverer jeg den bare helt uden ekstra 'pimp'.

Når linserne er møre, hældes evt. overskydende vand fra, og de blandes med dressingen i en passende skål. Rør godt rundt og lad salaten trække et par minutter, inden du tilsætter evt. 'pimp' og serverer.

Tips:

  • Lun linsesalat danner fast makkerpar med lyndampet spidskål her i huset - det er bare så godt sammen.
  • Linsesalaten kan serveres på en bund af strimlet grøn salat - eller i hele salatblade (fx af julesalat) som en 'taco'.
  • Salaten er også god som fyld i halve, bagte peberfrugter, courgetter, auberginer, bøftomater eller portobellosvampe.
24 Jan 2016

Helt enkelt (og) vældigt godt - en opskrift, jeg vender tilbage til igen og igen.

Ingredienser:

  • 1 spidskål
  • 1 frisk (rød) chili
  • gerne 1 bdt. (bredbladet) persille
  • saften af ½-1 citron
  • lidt kogende vand
  • salt
  • evt. lidt olivenolie

Fjern evt. kedelige yderblade fra kålen, skær den i kvarte og fjern stokken, inden den snittes i fine strimler med en god, skarp kniv. Chilien hakkes fint - med eller uden kerner alt efter hvor stærkt det skal være. Persillen skylles, duppes tør og snittes fint.

Varm ca. ½ dl vand op i en dyb sautérpande eller wok, til det syder og bobler lystigt. Smid kål og chili i panden, og vend det rundt nogle minutter, til kålen er faldet lidt sammen. Tilsæt et drys salt, persille og et skævt citronsaft, vend rundt i kålen igen og skru godt ned for varmen. Læg låg på og lad kålen stå nogle ganske få minutter. Smag til - måske skal der lidt mere salt eller citronsaft i - og dryp evt. en spsk. olivenolie over (kan sagtens undværes).

Servér straks - gerne til en lun linsesalat, en sprød vegedelle eller falaffel, lidt ris, pasta, nye kartofler - eller bare helt som sig selv, måske med lidt brød til.

Tips:

  • Du skal nok kun regne med, at der er mad til to-tre personer, hvis du serverer kålen som hovedret.
  • Herhjemme serveres den stort set altid som hovedret med en lun linsesalat til - det er et rigtig godt makkerpar!
2 Jan 2016

Vendekåbe

Skrevet af Karen

Det meste af 2015 har jeg eksperimenteret med min mad - og mit helbred. Det er gået rigtig godt, så nu tør jeg godt fortælle om det. Det handlede om, at jeg ikke var tilfreds. Jeg syntes altid, at jeg var sulten. Og træt - især i hovedet. Mine led gjorde ofte ondt, og jeg blev ved med at få bumser og knopper. Jeg har prøvet lidt af hvert, siden jeg fik at vide, at jeg havde PCOS og insulinresistens. Altsammen noget med et minimum af stivelse og masser af fedt - LCHF - for det får man tudet ørerne fulde af som PCO'er.

Nå men i starten af 2015 besluttede jeg at prøve den dimentralt modsatte retning: HCLF (vegansk). Så ind med stivelsen igen: Hej til mine elskede kartofler, til boghvedegrød til morgenmad, til glutenfrit fuldkornsbrød, masser af frugt og masser af rodfrugter og græskar. Ud med fedtet i form af dressing med olie, mellemmåltider bestående af nødder og kerner og stenalderbrød. Det var sværest, det med fedtet.

I starten prøvede jeg en 80-10-10 tilgang (80% kulhydrater, 10% fedt, 10% protein). Både med rå og med varm mad. Det rå passer mig virkelig dårligt i et klima som det danske. Det giver ingen mening for mig at leve af bananer og dadler her, og jeg bliver ikke mæt uden. Men den varme, stivelsesholdige mad gjorde mig (og min hjerne) glad. Jeg oplevede igen at være behageligt mæt, mere vågen og min hud blev så fin - kun når jeg falder i fedtfælden (spiser chokolade eller chips), går det galt. Min vægt er den samme, jeg er stadig en str. 36, og min menstruation er regelmæssig som aldrig før. Jeg kan stadig ikke spise tørret frugt, vindruer og kage ad libitum, men det handler måske også om, at jeg virkelig har svært ved at holde fedtprocenten nede på de 10%. Det gør mig ikke så meget, jeg lever fint uden.

I eksperimentet indgik også et farvel til dårlig samvittighed over for lidt motion. Jeg går gerne en rask tur på tre kvarter, når jeg kan komme til det, løber lidt i ny og næ, cykler til og fra arbejde og laver yoga næsten hver dag, men jeg har foræret min motionscykel væk, løber kun når jeg har lyst og har meget mere fokus på den blide, restorative yoga. Og det er gået så fint, så fint med mit blodsukker alligevel.

Alt dette bare for at sige, at eksperimentet forsætter, og derfor vil der fremover være mange flere rodfrugter osv. i mine opskrifter. Nogle af de gamle opskrifter vil blive rettet til, efterhånden som jeg falder over dem, men jeg har ingen ambitioner om at gå dem systematisk igennem, og jeg kommer heller ikke til at sortere alle ikke-veganske eller ikke-HCLF opskrifter fra. Fremadrettet bliver det vegansk, stivelsesrig og glutenfri hverdagsmad, jeg præsenterer her, fordi det er det, der gør mig glad. Og mæt. Og tilfreds.

Godt nytår derude.

Sider

Subscribe to RSS - Karen's blog