10 Aug 2007

Pasta med savoykål og svampe

Skrevet af Karen

En dejlig måde at få bugt med den der savoykål, der ligger og glor ondt i køleskabet. Nemt, lækkert og hurtigt tilberedt - og så er det en ret, der også gør sig som gæstemad. Her til 4-5 personer.

  • 2 løg
  • 250 g (mark)champignoner
  • 1 lille savoykål
  • evt. 1-3 fed hvidløg
  • 2½ dl bouillon
  • 2 dl sojafløde
  • 1½ spsk citronsaft
  • 1-2 håndfulde friske basilikumblade
  • 1 bdt. persille
  • salt og peber
  • 500 g pasta

Fremgangsmåde:

Pil løgene og halvér dem, inden de skæres i tynde skiver. Rens champignonerne og skær dem i kvarte. Pil evt. grove og kedelige blade af kålen, skær den i kvarte og fjern stokken, inden den skæres i tynde skrimler. Pil hvidløgsfedene. Skyl krydderurterne og hak dem groft eller skær dem i tynde strimler.

Varm lidt olie op i en gryde eller en dyb sautérpande og sautér løgene nogle minutter, inden champignonerne tilsættes. Sautér videre, til champignonerne er blevet bløde. Tilsæt bouillon og pres hvidløgsfedene ned i. Lad det koge op og dæmp så varmen en anelse og lad blandingen koge lidt ind uden låg, ca. 10 minutter. Rør af og til.

Tilsæt kålen og vend den rundt, til den falder let sammen. Dæmp varmen lidt mere, læg låg på og lad retten simre ca. 5-7 minutter. Imens koges pastaen al dente i rigeligt, saltet vand.

Vend sojafløde og krydderurter i kålblandingen og smag til med citronsaft, salt og peber. Serveres til pastaen - eller vend evt. pastaen i kålen lige inden servering. Sæt peberkværnen på bordet til høflig selvbetjening.

Tips:

  • Pynt evt. med lidt strimlet citronskal
  • Andre svampe kan benyttes, f.eks. kantareller.

Kommentarer

Uhm... det bliver dagens middag i mit lille hjem. Tak for den opskrift.

Velbekomme, Lise :-)

Tilføj kommentar