27 Apr 2009

Falafler

Skrevet af Karen

Falafler - eller kikærte-frikadeller - er super vegetarmad. De er gode til det hele - til aftensmaden, madpakken, buffeten, det lille mellemmåltid og natmaden. Jeg elsker falafler. Nedenstående er en stor (dobbelt) portion, for de kan fint fryses, og man kan lige så godt lave en hel masse, når man nu er i gang. Kræver foodprocessor eller kødhakker.

Ingredienser

  • 500 g kikærter
  • ca. 400 g løg
  • 4-10 fed hvidløg
  • 4 tsk salt
  • 1 spsk knust spidskommen
  • 1 spsk knust koriander
  • 1-2 bdt. bredbladet persille
  • chili eller cayennepeber efter smag
  • evt. 1-2 spsk tahin
  • evt. lidt vand
  • rigeligt olie til stegning

Fremgangsmåde

Læg kikærterne i blød i rigeligt vand mindst 8 timer før brug. Hæld vandet fra og sortér evt. misfarvede og ikke-opsvulmede ærter fra.

Pil løg og hvidløg og skær det i mindre stykker. Skyl persillen, tør den og hak den groft. Bruger du frisk chili, vaskes den og hakkes groft med eller uden kerner, alt efter hvor stærkt du vil have det.

Kom løg, hvidløg og kikærter i en foodprocessor eller en kødhakker sammen med salt, krydderier og persille samt evt. tahin, Blend/hak til en jævn, fars-lignende masse. Hvis din foodprocessor ikke er mega-stor, kan det være en fordel at blende det ad to omgange. Hvis det ser ud til at køre i tomgang, stopper du maskinen, skraber kanterne ned og kører igen. Måske bliver du nødt til at komme lidt vand i, for at få det til at køre. Lad det køre, til farsen er helt jævn og kan holde formen - det tager lidt tid. Bruger du kødhakker, skal farsen nok køres igennem to gange.

Farsen skal kunne holde formen

Smag på farsen, måske skal der flere krydderier i.

Varm en pande op til jævn varme og kom olie på. Tag en skefuld fars og form den til en falafel ved at trykke farsen i form mod en let kuplet håndflade. Skub forsigtigt falaflen fra skeen ned i den varme olie med en finger. Gentag til panden er fuld. De må ikke røre ved hinanden. Steg ved jævn varme, til de er gyldentbrune på den ene side. Vend dem og steg dem gyldentbrune på den anden side også. Læg dem evt. på fedtsugende papir (køkkenrulle), mens du steger resten.

Servér dem f.eks. med salat og en dressing af soja-yoghurt, finthakket mynte og urtesalt - som de er eller i et pitabrød.

Tips:

  • Nej, kikærterne skal IKKE koges. Nej, der skal IKKE æg i. Nej, du kan IKKE bruge en almindelig blender - selvom jeg faktisk har hørt om én, der kan lave farsen med sin stavblender ... det er godt gået.
  • Jo finere farsen er, desto bedre hænger falaflerne sammen. Den må meget gerne have konsistens som en (rå) hummus.
  • Jeg steger i kokosolie eller evt. en fritureolie.
  • Størrelsen kan varieres med valg af ske til formningen. En spiseske giver en stor falafel á la frikadelle, en dessertske giver en noget mindre størrelse, der er god til pitabrød, og en teske giver de sødeste små bitte falafler til buffeten - og en masse ekstra arbejde!
  • Eksperimentér med krydderurter og krydderier. Frisk koriander kan erstatte persille. Eller en masse frisk oregano. Eller dild. Prøv også at komme (røget) paprika i. Erstat (noget af) løget med andre grønsager - spinat, squash, grønkål ....
  • Hvidløget kan undværes, hvis ... men de er bedst med.

Kommentarer

Så fik jeg prøvet det med. Min køkkenmaskine er til reparation. Alligevel fik vi sat falafler på ugemenuen - jeg glemmer hele tiden, at jeg ingen maskine har. Så stavblenderen fik lov at prøve kræfter med en kæmpeportion kikærter. Det gik nu rimeligt. Det tog tid, jeg måtte komme mere væske i end jeg plejer, og stavblenderen blev varmere og varmere og lugtede til sidst så meget af varm plastik, at jeg ikke turde andet end stoppe. Farsen blev grovere end normalt, og jeg måtte røre lidt rismel i for at få den til at hænge sammen på panden. Men det blev til falafler til sidst ...

Hej,
Ville bare lige høre hvorfor man ikke kan bruge en blender? Er det fordi at kikærterne er for hårde?
Hilsen Stine

Hej Stine
Nej, det er ikke fordi de er for hårde - snarere for tørre. Blendere er normalt bedst til våde ting. For at få det hele til at køre rundt, er man nødt til at tilsætte så meget væske, at det aldrig bliver til falafler (men måske nok kunne bruges til en slags klatkager eller pandekager) ... eller også skal man hele tiden stoppe blenderen og skrabe kikærter ned fra siderne og køre igen og stoppe og ... så det kan faktisk godt lade sig gøre, det er bare besværligt. Og da falafler bliver bedre, jo finere man moser kikærterne, er det bare ikke noget, der passer til min temperament.
:-) Karen

Jeg har med stor fornøjelse prøvet din falafelopskrift, det var en kæmpe succes, bortset fra at jeg fik mavepine. Kan kikærter udskiftes med andre bønner, f.eks Azuki? De kan jo spires ligesom kikærter, og behøver heller ikke kogning.
hilsen Inge

Hej Inge

Jeg har ikke selv prøvet at få mavekneb af falafler, men faktisk her jeg for kort siden læst ovre hos friskespirer.dk, at rå kikærter kan give mavekneb, fordi de indeholder trypsininhibitorer,dvs. proteiner, som hæmmer fordøjelsesenzymet trypsin i at arbejde i vores fordøjelseskanal. Så måske skyldes dit mavekneb, at falaflerne har været lidt rå indeni? Det kan godt ske, hvis man får lavet dem for store og steger ved for høj varme, så de hurtigt bliver brune udenpå, men altså stadig er lidt rå indeni.

Jeg ved ikke, om du kan bruge azuki-bønner i stedet for, men hvorfor ikke? Prøv det (og fortæl mig gerne om resultatet!), Dog skal du måske spire dem først, for at minimere indholdet af lektiner (se link længere nede).

Endelig er der jo måske den mulighed, at det slet ikke er falaflerne, der har givet mavekneb, men noget andet du har indtaget den dag? Er du i øvrigt vant til at spise bælgfrugter? Man kan nemlig godt få luft i maven af at spise bælgfrugter - uanset hvor grundigt de er kogt/stegt - hvis man ikke er vant til at fordøje fiberrig mad.

Hvis der er andre derude, der har oplevet noget lignende - altså at få mavekneb af falafler - eller har gode råd, så skriv gerne til mig.

Læs mere om trypsininhibitorer i rå kikærter: http://friskespirer.dk/naturlige-giftstoffer
- og om lektiner i bælgfrugter: http://friskespirer.dk/lektiner

Kære Karen

Tak for en fantastisk hjemmeside med lækre lækre retter!
Jeg har et tilbagevendende og ret stort problem, som du måske kan hjælpe mig med?!? Jeg ELSKER falafler, men jeg kan ikke finde ud af at lave dem - og jeg har prøvet 17 gange. Hver gang smuldrer de på panden og det bliver til en stor falaffelmasse. Jeg har prøvet med mere olie, mindre olie osv. men det fungerer ikke og det er så ærgerligt. Hvad gør jeg forkert?

Mange hilsner Ida

Kære Ida

Det er jo svært at vide, hvad du gør forkert - men følgende er meget vigtigt:

1. Kikærterne skal være rå. Udblødte, men rå. Kogte kikærter kan ikke hænge sammen på panden uden hjælp fra mel og æg.

2. Kikærterne skal blendes godt og grundigt, til det er en glat, sammenhængende masse - næsten havregrødsagtig. Det tager meget, meget længere tid (og mere tålmodighed), end man tror. Og som regel kræver det også, at man stopper foodprocessoren og skraber ned fra kanterne flere gange under vejs. Man må godt komme lidt vand i, men ikke ret meget.

Har man styr på disse to ting, vil jeg til gengæld påstå, at man næsten ikke kan komme galt afsted. Det hjælper selvfølgelig også at 'presse' falaffelmassen i form, inden man lægger den på panden.

Prøv igen, Ida. Nu ved jeg ikke, i hvilken ende af landet, du bor, men ellers skulle vi måske mødes til et falaffel-kursus? Det er da for surt at stå med en portion kikærtesmulder i panden gang efter gang, det kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på!

Hej...

Her er et link til en Falafel opslrift jeg bruger.... før den havde jeg samme problem som dit...

http://www.kvalimad.dk/opskrifter/falafel/?searchterm=falafel

mvh/ Michael

Hej Karen.

Jeg kan desværre ikke tåle løg :(

Tror du jeg kan erstatte alle 400 gram løg med andre fintsnittede grøntsager?
Skal mængden bare give 400 gram i alt?

På forhånd tak.

Mvh. Monica

Hej Monica

Ja, det kan du sagtens. Prøv f.eks. squash og/eller gulerod. Det behøver ikke nødvendigvis at være 400 g. Du kan faktisk også lave dem helt uden løg/grønsager, men så skal du nok komme lidt flere kikærter i, eller justere på salt, krydderier mv.

Mvh.
Karen

Tilføj kommentar