16 Jun 2016

Hummus

Skrevet af Karen
Dejlig hummus

Der bliver spist en del hummus herhjemme, både som pålæg, fyld og som grundbestanddelen af aftenmåltider med masser af grønsager og oliven til. Der findes uendeligt mange versioner af hummus med og uden sjove smagstilsætninger, men her er mit bud på en god basis-hummus:

Ingredienser:

  • 700 g kogte kikærter
  • 3 fed presset hvidløg
  • 1 spsk knust spidskommen
  • 3-4 spsk citronsaft
  • 4-5 spsk olivenolie
  • 1½ dl vand
  • salt
  • 1 bundt persille, finthakket

Fremgangsmåde:

Hæld kikærter, hvidløg, spidskommen, ca. 1 tsk salt, citronsaft og olivenolie i en foodprocessor og blend det til en grov masse. Tilsæt vand, til konsistensen er, som du ønsker den - jeg kan godt lide, at den er lidt fast.

Lad hummusen stå lidt, så smagen kan udvikle sig, inden du smager den til - måske skal der lidt mere salt og lidt mere citronsaft i. Rør til sidst persillen i og server.

Tips:

  • Man kan faktisk godt udelade eller skære ned på hvidløget, hvis man fx vil bruge hummusen til madpakken, det smager stadig godt.
  • Når vi serverer hummus som aftenmåltid, bliver den ledsaget af et stort fad med grønsagsstænger af gulerod, bladselleri, agurk og peberfrugt, tomatbåde og gode oliven, og så er det ellers bare at gå ombord. Nogle gange er der også brød til ...

Tilføj kommentar