19 Maj 2012

Kims røde karrysovs

Skrevet af Karen
Kims røde karrysovs (blendet)

Husbonden har i samarbejde med yngstesønnen sat mål og metode på den karrysovs, som er blevet en klassiker herhjemme. Den fås i to versioner - en blendet, der gør sig godt som sovs til f.eks. 'boller i karry' - og en ikke-blendet, der er en fyldig gryderet, gerne med tern af en god tofu.

Ingredienser

  • 1 tsk sorte sennepsfrø
  • ½ tsk bukkehornsfrø
  • 1 tsk stødt koriander
  • 20-25 g. frisk ingefær
  • 1 stort løg
  • 1 fed hvidløg
  • ½-1 frisk, rød chili
  • 1½ spsk karry
  • salt, olivenolie
  • 1 gulerod
  • 2 stængler blegselleri
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 dåse flåede (hakkede) tomater
  • 2 dl. vand el. grønsagsbouillon
  • evt. 1 dl sojafløde
  • evt. frisk tofu skåret i tern

Fremgangsmåde

Den blendede version:

Riv den friske ingefær fint og del løg, hvidløg, gulerod, blegselleri og peberfrugt i mindre stykker. Rør karry og stødt koriander sammen til en tyk pasta med 2-3 spsk vand i et lille glas.

Varm en wok eller en stor gryde op for god varme og kom lidt olie i. Tilsæt de sorte sennepsfrø og rist dem, til de begynder at poppe. Skru ned for varmen og tilsæt løg, hvidløg, chili og bukkehornsfrø. Steg under omrøring, til løgene bliver blanke.

Tilsæt karryblandingen og rør godt. Når vandet er dampet næsten væk, tilsættes gulerod, blegselleri og peberfrugt, der steger med under omrøring et par minutter. Tilsæt tomater og vand/bouillon. Dæmp varmen lidt mere og lad grønsagerne dampe møre under låg.

Når grønsagerne er møre, tages gryden af varmen. Tilsæt evt. sojafløde og blend sovsen jævn med en stavblender. Smag til med salt.

Den ikke-blendede version:

Riv ingefæren fint. Hak chilien fint - med eller uden kerner, alt efter smag og chili-type. Hak løg og hvidløg fint. Skær guleroden i små tern eller tændstikstynde stænger. Snit blegsellerien i fine skiver på tværs af stænglen. Skær peberfrugten

Varm en wok eller en stor gryde op for god varme og kom lidt olie i. Tilsæt de sorte sennepsfrø og rist dem, til de begynder at poppe. Skru ned for varmen og tilsæt løg, hvidløg, chili og bukkehornsfrø. Steg under omrøring, til løgene bliver blanke.

Tilsæt karryblandingen og rør godt. Når vandet er dampet næsten væk, tilsættes gulerod, blegselleri og peberfrugt, der steger med under omrøring et par minutter. Tilsæt tomater og vand/bouillon. Skal der tofu i, tilsættes den nu. Dæmp varmen lidt mere og lad grønsagerne dampe møre under låg, ca. 5 min.

Når grønsagerne er møre, tilsættes evt. sojafløde og sovsen smages til med salt.

Tips:

  • Servér over ris eller quinoa og med tofu eller vegetabilske 'boller' (se f.eks. falafler eller hirse-deller) til - eller med kogte kikærter, dampede grønne bønner eller grønærter.
  • Jeg er blevet meget glad for Nagels friske hasselnødde-tofu til den ikke-blendede version. Fås i helsekosten.

Tilføj kommentar