6 Sep 2007

Tal dog dansk ...

Skrevet af Karen

Man skal åbenbart passe på, hvad man skriver ... jeg har i længere tid døjet med vedholdende og temmelige besynderlige, udenlandske reklamer for biler og andet godt i kommentarerne på en opskrift. Ikke at de blev publiceret her på siden, for jeg har paraderne oppe, men det undrede mig, at det kun var den ene opskrift, det gik ud over.

Indtil der pludselig gik en prås op for mig: jeg havde anvendt en engelsk glose i 'Tips'-delen - én der godt kunne associeres med biler og andre kraftfulde køretøjer. I hvertfald hvis man er en dum net-robot med trang til at gøre opmærksom på sig selv.

Så nu har jeg lukket for kommentarer til opskriften - og lært at lade være at anvende den slags ord. Tal dansk, moster!

- - - - - - -

Og hvad er så lige en prås, spørger du ... det er et godt, gammelt dansk ord for en lang væge, der kun er dyppet to gange i tælle. Det kan der siges meget interessant om (men billederne er ikke for vegetarer og andre sarte sjæle).

emner: 

Tilføj kommentar