Selvforsyning

22 Mar 2013

Mad nok!

Skrevet af Karen

For nogen tid siden blev jeg lidt nedslået og ærgerlig over en artikel, hvor der GMO blev fremhævet som den eneste fornuftige vej frem, hvis der skulle skaffes mad nok til hele jordens befolkning.

Derfor blev jeg så glad forleden, da jeg i onsdags stod og pakkede min mixkasse fra Årstiderne ud. Ikke alene var den propfuld af sprøde, skønne grønne sager, men på bagsiden af det medfølgende opskriftshæfte havde Thomas Harttung forsøgt at svare på et spørgsmål, han hører igen og igen: Kan økologisk jordbrug producere nok mad til 9-10 mia. mennesker?

Svaret er helt kort: Ja, det kan det. Sagtens, endda. Faktisk kan et areal svarende til Nordeuropa alene både huse og fodre alle 9 mia. - økologisk. Læs hele regnestykket (bare rolig, det er ikke kedeligt!) her: www.aarstiderne.com/Opskrifter/~/media/Files/Nyhedsbreve_pdf/Aarstiderne...

Ja, det forudsætter, at vi er villige til at fylde lidt mindre og spise flere grønsager - men en veltilrettelagt parcelhusgrund på 600 m2 kan faktisk levere 3 tons grønt, frugt og korn - nok til et års forbrug for to voksne - med fire timers arbejdsindsats pr. dag. Langt mere effektivt end det såkaldte moderne landbrug målt på output pr. m2.

Nu har jeg ikke en parcelhusgrund til rådighed. Jeg bor i rækkehus og har en lillebitte baghave, hvor jeg har klemt fire højbede ind på tilsammen knapt 16 m2, og en lillebitte forhave, hvor der står et æbletræ, en brombær og lidt hindbær. Og så har jeg lejet 150 m2 nyttehave i en haveforening i nærheden, omend jeg stadig arbejder på det med det veltilrettelagte ...

Og selvom jeg drømmer om at være selvforsynende, er der lang vej endnu. Bl.a. savner jeg muligheder for vinteropbevaring af mine grønsager, og et drivhus til at strække sæsonen står også rigtig højt på ønskelisten. Men lidt har også ret. Ja, jeg bruger rigtig mange timer i min have om sommeren, men jeg høster også rigtig meget, får masser af motion og frisk luft - og socialt samvær og udveksling af viden og erfaringer, frø, planter og afgrøder med de andre havenisser og -nymfer i foreningen. Og sparer kloden for en masse transport, kunstgødning, sprøjtemidler og emballage.

Så jeg vil gerne slå et slag for, at de der har en parcelhushave, begynder at dyrke spiselige sager i den - i stedet for at bruge kræfterne på den perfekte græsplæne eller måske endda fylde det hele med granit og betonfliser. Og at de, der bor i lejlighed og ikke har have, skaffer sig noget jord at dyrke på anden vis.

Prøv f.eks. at gå ind på www.deljorden.dk, hvor du komme i kontakt med andre, der måske gerne vil dyrke et stykke jord i fællesskab , har en kolonihave til salg eller et overskud af kompost eller møg, du må få.

  

Og savner du inspiration til, hvad du stiller op med din jord, så kan jeg varmt anbefale at blive medlem af landsforeningen Praktisk Økologi og få fingrene i tidsskriftet Praktisk Økologi, Danmarks bedste haveblad for folk, der mere er til selvforsyning end overforbrug. Faktisk kan du kvit og frit downloade et prøvenummer af bladet her: www.oekologi.dk/download/Praktisk_Oekologi_2_2011.pdf

Har du mere blod på tanden, kan jeg også varmt anbefale Tidsskrift om Permakultur, som du finder her: www.levbaeredygtigt.dk/tidsskrift.html

Og kig da også forbi www.gronhverdag.dk, nu du er i gang (klik på 'Bladet' og 'Tidligere årgange' for at læse gamle numre). Så prøver jeg at skaffe noget brugbart forår imens ...

Subscribe to RSS - Selvforsyning