Alt-i-en

9 Okt 2016
Gobi Aloo - blomkålscurry

En dejlig nem og overkommelig alt-i-en-gryderet (også nem at vaske op efter!) med god smag. Bruger du rå kartofler, er den dog ikke hurtig i den forstand, at den skal simre ret længe, før blomkål og kartofler er tilpas møre. Bruger du kogte kartofler, kan den imidlertid godt være færdig på en time i alt, og så tæller den som en hverdagsret herhjemme.

Du skal bruge:

  • 1 kg kartofler, gerne kogte
  • 1 blomkål
  • 2 store løg
  • lidt olie
  • 1-1½ tsk salt
  • 1-2 tsk chilipulver eller 2-3 friske chili
  • ½ tsk gurkemeje
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 4 dl mosede tomater fra glas eller 4 friske, modne tomater i tern
  • 1 dl vand
  • 1 håndfuld frisk koriander
  • 1 tsk. nigella-frø ("Jomfru i det grønne")

Sådan gør du:

Løgene pilles og skæres i tern. Blomkålshovedet deles i små (!) buketter - du kan evt. også skrælle stokken og skære den i tern. Karoflerne skæres i tynde både eller tern. Bruger du friske tomater, skæres de i tern. Bruger du friske chili, hakkes de fint - med eller uden kerner (se Tips).

Varm lidt olie op i en sauterpande eller en stor gryde og steg løgene gyldne. Tilsæt derefter salt, chili, gurkemeje og spidskommen og steg videre et par minutter. Tilsæt tomater og vand og lad det simre ca. 10 min.

Tilsæt blomkålsbuketterne og lad dem simre med under låg ved medium varme, til de falder lidt sammen. Tilsæt kartoflerne og lad det hele simre under låg, til det er helt mørt. Spæd evt. med lidt vand undervejs, hvis det bliver for tørt.

Smag til med salt og peber, drys med hakket koriander og nigella-frø og server - gerne med (indisk) brød og måske lidt planteyoghurt til.

Tips:

  • Vær lidt forsigtig med chilien, første gang du laver den. Godt nok suger både kartofler og blomkål en del smag, men retten skal ikke være rygende stærk. Der er også forskel på, hvor stærk chili er. Så start måske med halvdelen og smag dig frem. Bruger du friske chilifrugter, kan du evt. fjerne kerner og frøstole - meget af styrken sidder her.
  • I skrivende stund har jeg ikke en god, stabil opskrift på glutenfrit brød India style, så jeg spiser bare en almindelig, glutenfri bolle til.
Subscribe to RSS - Alt-i-en