Vegetar

28 Dec 2007

Enkel tomatsauce

Skrevet af Karen

En helt enkel tomatsauce til pasta, dampede grønsager eller på pizza.

Ingredienser

  • 1-2 gulerødder
  • 1 løg
  • 1 rød peber
  • 1-2 stilke bladselleri
  • 2 fed hvidløg
  • 1-2 spsk olie
  • 1 dåse flåede, hakkede tomater
  • 1 tsk tørret oregano
  • ½ tsk tørret timian
  • ½ tsk tørret basilikum

Fremgangsmåde

Gulerødderne rives groft, peberfrugten skæres i tern. Løg, hvidløg og bladselleri snittes fint.

Grønsagerne svitses i lidt olie i en gryde. Drys lidt oregano, timian, basilikum, salt og peber over og tilsæt de hakkede tomater.

Lad sovsen småkoge ca. 10 min. Herefter kan den evt. blendes let med en stavblender, hvis man foretrækker en jævn tomatsovs. Smag til med salt.

Tips:

  • Servér over pasta, dampede grønsager eller kogte kikærter, på pizza, til hirse-deller eller quinoa-postej.
  • En mere voksen udgave inkluderer 1 finthakket chili eller ½-1 tsk chiliflager samt en håndfuld udstenede, hakkede sorte (soltørrede) oliven.
28 Dec 2007

Rodfrugt-bechamel

Skrevet af Karen

En alternativ, kalorielet og mælkefri udgave af den klassiske bechamelsauce. Til lasagnen, kartoflerne og de dampede grønsager. Børnene elsker den, så det er god metode til at få lidt grønsager i dem.

Ingredienser

  • 1-2 løg
  • 1 pastinak eller persillerod
  • ½ lille rodselleri
  • 1-2 spsk olie
  • 1-2 spsk kikærte- eller maizenamel
  • ca. ½ l vand
  • salt, peber, muskatnød
  • evt. lidt bouillonpulver
  • evt. lidt sojamælk eller sojafløde

Fremgangsmåde

Gør løg og rodfrugter i stand og skær dem i grove tern. Varm en tykbundet gryde op og svits løg og rodfrugter, til de bliver klare. De må ikke tage farve. Drys mel over og rør vand i lidt efter lidt. Læg låg på og lad sovsen simre for lav varme ca. 15 min., til grønsagerne er helt møre.

Tag gryden af varmen og blend sovsen jævn med stavblender. Tilsæt lidt sojamælk eller -fløde, hvis den skal være lidt lysere. Smag til med salt, peber, friskreven muskatnød og evt. lidt bouillonpulver.

Tips:

  • Vend 1-2 håndfulde finthakket persille i - voila, persillesovs. Andre finthakkede urter kan bruges, f.eks. dild, kørvel og/eller purløg.
  • Se også Løg-bechamel.
22 Dec 2007

Let risengrød

Skrevet af Karen
Risengrød

For nogle år siden tog jeg en juletradition op fra den yngstes børnehave: hele december måned serveres varm risengrød til morgenmad. Børnene glæder sig gerne flere måneder før. Risengrøden er vores særlige mælkefri, "lette" risengrød. Let at lave, let i konsistensen, letfordøjelig - og også let på kalorievægten. Den koger ikke over og brænder ikke på, faktisk skal den bare stå og simre ca. 20 min., mens du tager dit morgenbrusebad ...

Ingredienser

  • 3 dl grødris
  • ca. 6 dl vand
  • ca. 2 dl sojamælk
  • ½-1 tsk salt
  • et nip vanillepulver
  • evt. kanelsukker
  • evt. smørklat

Fremgangsmåde

Sæt risen over at koge i vandet i en (tykbundet) gryde med tætsluttende låg. Vandmængden varierer lidt efter risene - og hvor lang tid du bruger på dit brusebad. Så snart gryden begynder at simre, skrues næsten helt ned for varmen - så er det tid til brusebadet.

Ca. 20 min. senere er risen blød - og ved at være tør i bunden. Sluk for varmen. Rør sojamælk i til en passende konsistens sammen med salt og vanillepulver. Læg låg på igen og evt. et viskestykke eller sammenfoldet håndklæde over. Lad grøden trække ca. 5 min. (dæk bord imens). Server grøden med kanelsukker og smørklat - hvis det har interesse.

Tips:

  • Skal sukker og smør undgås, er det godt med en kompot af frisk eller frossen, optøet frugt, evt. rørt med lidt finthakkede, udblødte dadler eller abrikoser. Smag til med lidt kanel.
  • Vi bruger Provamel sojamælk - den blå sødet med æblejuice. Det er efter min mening den eneste sojamælk, der du'r.
  • Man kan erstatte sojamælken med en slat (piske)fløde - det er godt, men så er den ikke længere mælkefri.
  • Man kan naturligvis bruge brune grødris, hvis man ellers kan opdrive dem. Men så er 20 min. nok for kort tid. Brune basmati-ris er også brugbart - blidere ved blodsukkeret end de hvide grødris, og så bliver de møre på ca. 30 min. (+ trækketid).
  • Grødrester kan fint bruges til en lille dessert i madpakken med frugtkompot på, til risalamande eller klatkager.
2 Dec 2007

Fut-salat

Skrevet af Karen

En virkelig dejlig salat med fylde, knas og masser af fut i. Et hit i madpakken, på buffeten og til afensmaden.

Ingredienser

  • 100 g vilde ris
  • 100 g røde ris
  • 150 g friske sukkerærter
  • 1 ark nori-tang
  • 100 g kogte kikærter
  • 1 salathoved, gerne lollo rosso

Dressing:

  • 3 spsk olivenolie
  • 3 spsk lime- eller citronsaft
  • 1½ spsk tamari

Drys:

  • 2 spsk ristede solsikkekerner
  • 2 spsk ristede sesamfrø

Fremgangsmåde

Kog de to slags ris i letslatet vand, enten hver for sig eller sammen, idet du starter med de vilde ris, der skal have ca. 50 min. og efter 20 minutter tilføjer de røde ris. Hæld de kogte ris i sigte til afdrypning og afkøling.

Læg sukkerærterne i en skål og hæld kogende vand over. Lad trække ca. 3-5 min. Hæld ærterne i en sigte og skyl med koldt vand. Afdryppes og skæres evt. over på skrå.

Salaten skylles, slynges tør i en salatslynge og plukkes i mundrette bidder.

Ryst dressingen sammen i et glas med låg. Rist noritangen over en flamme eller på en brødrister, til den skifter farve til lysegrøn. Skær eller klip den i ca. 3 cm brede strimler, der igen skæres i ½ cm tynde strimler på tværs.

Vend ris, kikærter og sukkerærter med dressingen. Anret på salaten på et stort fad eller i portionsanretninger og drys ristede kerner, frø og tangstrimler over.

Tips:

  • Salaten kan forberedes nogle timer i forvejen, men vent med at anrette på salat til serveringen.
  • 1 rød peberfrugt i tynde strimler kan tilsættes.
  • Sesamolie kan erstatte olivenolie.
  • Fald ikke for fristen til at bruge frosne sukkerærter ... de skal være sprøde.
  • Sukkerærter kan erstattes med sprøde slikærter, friske, bælgede grønærter eller hestebønner - eller friske, grønne asparges.
Futsalat med asparges
2 Dec 2007

Kernedrys

Skrevet af Karen

Mætter, smager dejligt og giver et pænt tilskud af vitaminer, mineraler, proteiner og essentielle fedtsyrer til morgenmaden.

1 portion

Ingredienser

  • 3 spsk hørfrø
  • 1 spsk sesamfrø
  • 1 spsk græskarkerner
  • evt. 1 tsk kanel

Fremgangsmåde

Kværn frø og kerner til mel (evt. med kanel) i en kaffemølle.

Tips:

  • Kernedrys er bedst umiddelbart efter kværning, da de essentielle olier hurtigt bliver harske. Det er med andre ord en dårlig idé at kværne en ordentlig portion til hele ugen. Er du nødt til at lave en større portion, bør den opbevares i en lys- og lufttæt beholder i køleskabet.
  • Kernedrys er lækkert på/i smoothies, tykmælk og grød, men kan også bruges i bagværk eller bare røres ud i lidt frisk juice eller (soja)mælk.
  • Kanel virker stabiliserende på blodsukkeret.
2 Dec 2007

Jordbær-smoothie

Skrevet af Karen

En flot og lækker smoothie - lige dejlig med friske og frosne jordbær.

1 portion

Ingredienser

  • 2-3 dl jordbær
  • 3 bananer
  • 1 drys kanel
  • 1 drys vanille
  • lidt vand, juice eller sojamælk

Fremgangsmåde

Skræl bananerne og del dem i mindre stykker. Kom banan, jordbær, væske og krydderier i en blender og blend til det er jævnt.

Tips:

  • Servér i høje glas eller i en skål - gerne med kernedrys til.
  • Brug lidt mindre jordbær og tilsæt en håndfuld appelsin- eller klementinbåde i stedet.
  • Bruger du frosne bær, kan du tø dem op først - eller lade være og få en dejlig softice ud af det.
  • Frosne bær er mere syrlige end friske, men jeg synes egentlig, at bananerne søder nok. Har du lyst til mere sødme, kan du tilsætte et par friske dadler eller udblødte abrikoser.
18 Nov 2007

Citronmarineret melon

Skrevet af Karen
melon

Citronen løfter lige melonen en tand højere op. Brug den i salater, som tilbehør, som snack eller som morgenmad.

Ingredienser

  • 1 melon, f.eks. honning- eller gala-
  • 1 citron

Fremgangsmåde

Skær melonen i halve og skrab kernerne ud med en ske. Skær melonen i både, skær skrællen væk og skær melonbådene i store tern.

Skær skrællen af citronen i tynde strimler med et juliennejern. Eller brug en kartoffelskræller først og bagefter en skarp kniv.

Skær citronen i halve og pres saften ud.

Bland citronsaft og -skal med melonstykkerne, og lad melonen marinere i køleskabet. Mindst 1 time, gerne natten over. Vend af og til.

Tips:

  • Melonstykkerne smager skønt i en blandet grøn salat - gerne med spæde spinatblade, rucula og kryddergrønt.
  • De er også gode i en frugtsalat.
  • Og som tilbehør til krydret mad.
  • Og til morgenmad, bare helt som sig selv.
  • Agurk kan marineres sammen med melonen.
  • Prøv også at tilsætte en spsk friskreven ingefær til marinaden.
17 Nov 2007

Guacamole

Skrevet af Karen

En mexikansk salsa, der er uovertruffen som en fyldig salatdressing, som dip til rå grønsager, på pizza i stedet for ost, til Chili sin carne med chips og salat og naturligvis i pandekager med sorte bønner.

Ingredienser

  • 2 modne avocado
  • 2 modne tomater
  • ½ løg
  • citronsaft
  • salt

Fremgangsmåde

Halvér avocadoerne, fjern stenen (giv avocaden et lille klem, så går det nemmere) og grav avocado-kødet ud med en ske eller en kniv. Kom kødet i en lille skål og mos det med en gaffel og ca. 1 spsk citronsaft.

Skær tomaterne ud i bittesmå tern og hak løget fint. Rør tomat og løg i avocadomosen. Smag til med salt og evt. mere citronsaft.

Lad mosen trække et kvarters tid, inden du smager igen. Servér!

Tips:

  • Der er mange udgaver af guacamole. Du kan tilsætte en finthakket chili, 1-2 fed presset hvidløg og/eller finthakkede korianderblade. Du kan udelade tomaterne og løget, og nøjes med at lave guacamolen af avocodao, hvidløg, salt og citronsaft.
  • Jeg bruger altid Trocomare urtesalt til gucamole - det smager bare bedst ...
  • Guacamole er ikke særlig holdbart - en herlig undskyldning for at spise det hele med det samme.
  • Gucamole som osteerstatning: Brug guacamole i stedet for reven ost på pasta, på pizza (efter at den er kommet ud af ovnen!) og over bagte grønsager mv. Det smager ikke af ost, det smelter ikke som ost - men det er godt! Også glimrende på brød.
3 Nov 2007

Kartoffelsuppe

Skrevet af Karen

En ganske enkel suppe, der er lige populær blandt børn og voksne.

Ingredienser

  • 750 g melede kartofler
  • ca. 100 g selleri, pastinak, persillerod eller kålrabi
  • 3 porrer
  • 1,2 l vand eller bouillon
  • to kviste timian
  • 1 laurbærblad
  • salt, peber
  • evt. 1 dl sojafløde

"Toppings"

  • 250 g ærter
  • 1 lille rødløg
  • 1 lille bdt purløg
  • 10-15 gram arametang
  • tamari eller sojasauce
  • 150 g svampe
  • 1 frisk chili
  • 2 fed hvidløg

Fremgangsmåde

Skræl kartofler og rodfrugter og rens porrerne. Skær grønsagerne i mindre stykker og svits dem i lidt olie for at frigøre smagsstofferne. De må ikke tage farve.

Hæld bouillon eller vand over, læg timianstilkene og laurbærbladet ved og lad det hele simre, til det er mørt, ca. 25-30 min.

Imens forberedes en eller flere af de forskellige "toppings":

Læg arametangen i blød i lidt vand ca. 10 min. Skyl tangen og lad den dryppe godt af. Klip eller skær den i mindre stykker og lad dem marinere i tamari i en skål.

Snit rødløget fint og kom det i en lille skål. Klip purløget fint i en anden.

Rens svampene og skær dem i mindre stykker. Pil og hak hvidløgsfed og chili fint. Steg svampe, hvidløg og chili i lidt olie og smag til med lidt salt. Kom svampene i en skål.

Friske ærter bælges, frosne tøs blot op.

Fisk timiankvistene og laurbærbladet op af suppen igen og blend suppen, til den er jævn. Rør evt. sojafløde i. Varm suppen op igen og smag til med salt og peber.

Sæt skåle med toppings på bordet og servér suppen.

Tips:

  • Suppen smager også godt koldt, f.eks. som forret.
  • Sojafløden kan fint undværes.
  • Purløg kan erstattes af fintsnittet porretop eller friskhakket persille eller grønkål.
  • Se også Hvid bønnesuppe.
1 Nov 2007

Rød linseret

Skrevet af Karen

Hurtig og nærende hverdagsmad med meget få ingredienser, der stort set altid er i køkken- og køleskab. Og så råber børnene "yes!", når denne ret er på menuen - ret usædvanligt, når der er tale om linser!

Ingredienser
  • 250 g røde linser
  • 2 løg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 spsk olie
  • 2 dåser tomater
  • 2-3 dl vand eller bouillon
  • 1 kvist frisk timian eller ½ tsk tørret
  • 2 kviste frisk salvie eller 1 tsk tørret
  • Salt og peber
  • Evt. friskhakket persille og/eller purløg

Fremgangsmåde

Se linserne efter for små sten og urenheder. Skyl dem grundigt i en sigte og lad dem dryppe af. Pil løgene og skær dem i tern eller tynde skiver. Hvidløget presses. Varm olien op i en sautérpande og svits løg og hvidløg kort, inden linser, tomater, vand og krydderurter tilsættes.

Læg låg på og lad linserne simre for svag varme ca. 20 minutter. Se til dem undervejs og tilsæt evt. mere væde, hvis de koger tør. Linserne skal være let udkogte, når de er færdige.

Hele krydderurter tages op, og retten smages til med salt og peber. Drys friskhakket persille og/eller purløg over og servér med groft brød, pasta eller ris.

Tips:

Retten kan også laves med andre typer linser eller flækærter - det smager lige så godt, men tager længere tid.

Sider

Subscribe to RSS - Vegetar