Vegetar

1 Maj 2007

Spinatbouillabaise

Skrevet af Karen

En meget lækker ret med et fint pift fra knuste korianderfrø. Principielt er det en suppe, men den er ikke særligt 'våd', så her i huset går den for at være en gryderet - som bliver serveret i en pande ...

Ingredienser:

  • 500 g spinat (frisk eller frossen, helbladet)
  • 2 løg
  • 3 kartofler
  • 5 fed hvidløg
  • 4 dl vand
  • ½ tsk bouillonpasta
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk stødt koriander
  • ½ tsk stødt gurkemeje
  • 1 knsp cayennepeber
  • 1 bdt. hakket persille

Fremgangsmåde:

Frisk spinat skylles grundigt og dampes ca. 5 min. i det vand, der hænger ved bladene. Frossen spinat skal blot tøs op. Hak spinaten groft.

Skær løg og kartofler over på langs og snit dem i tynde skiver. Sautér løg og kartofler i den varme olie i en sautérpande. Pres de pillede hvidløgsfed ned i panden og rør forsigtigt rundt.

Tilsæt vand, bouillon og krydderier og lad det simre under låg ca. 15 min.

Tilsæt den grofthakkede spinat og persillen og rør forsigtigt rundt. Læg låg på igen og lad simre ca. 10 min.

Smag retten til og servér den i panden - evt. med godt, groft brød og/eller safranske kikærter til.

Tips:

  • Bruges friske, spæde spinatblade, behøver man ikke at hakke dem.
28 Apr 2007

Bønner er herlige i gryderetter. Her er en opskrift, der udnytter forårets første spæde brændenældeskud som vitaminrigt, grønt drys.

Ingredienser:

  • 3 dl kogte sorte bønner
  • 20-30 g tørrede Karl Johan svampe
  • 3 kartofler i tern
  • 2 persillerødder i tern
  • 2 gulerødder i tynde stifter
  • 1 løg, finthakket
  • 1-3 fed hvidløg, finthakket
  • 1 spsk olie
  • 1½ dl sojafløde
  • 3 dl brændenælde, fintklippet
  • Saft og reven skal af ½ citron
  • Salt & peber
  • Evt. purløg til drys

Fremgangsmåde:

Udblød svampene i vand, så det lige akkurat dækker, i ca. 20 min. Læg svampene til afdrypning i en sigte, og si udblødningsvandet gennem et kaffefilter (der kan være en hel del sand i). Skær svampene i strimler.

Varm olien i en gryde og svits de hakkede løg gennemsigtige. Tilsæt kartofler, gulerødder, bønner og svampe og lad det snurre med under omrøring et øjeblik.

Tilsæt udblødningsvandet fra svampene, citronskal og ½-1 tsk salt og lad det hele simre under låg ved svag varme i 30 min.

Imens skylles brændenældeskuddene grundigt og klippes fint. Vend brændenælder og sojafløde i retten lige inden servering og smag retten til med citronsaft, salt og peber. Drys gavmildt med fintklippet purløg.

Tips:

  • Andre bønner kan erstatte de sorte, fx hvide eller brune bønner, azukibønner eller kikærter.
  • Andre - og evt. friske - svampe kan bruges, fx østershatte eller markchampignon, men Karl Johan smager nu bedst.
  • Persille - eller spinat - kan fint erstatte brændenældeskud.
25 Apr 2007

En nem, let og lækker ret - omend ikke en rigtig risotto i klassisk forstand.

Til 4 personer

Ingredienser:

  • 3 dl (brune) basmatiris
  • 2 porrer
  • ca. 400 g broccoli
  • grønsagsbouillon
  • lidt olivenolie
  • evt. en slat sojafløde
  • masser af paprika

Fremgangsmåde:

Skyl risene grundigt og kog dem halvmøre i grønsagsbouillon i sautérpande med låg eller lignende. Ca. 20 min.

Imens renses porrerne og skæres i ringe på skrå. Broccolien deles i små buketter, og stokken skæres i små tern - skræl evt. det nederste af stokken først.

Varm lidt olivenolie op i en gryde og sautér porreringe og broccolitern nogle minutter, uden at de tager farve.

Når risene er kogt halvmøre, røres porreringe og broccoli-tern i. Tilsæt evt. lidt mere (kogende) vand, hvis nødvendigt. Risene skal ikke svømme i væde, men må bestemt heller ikke være tørre. Damp videre under låg i 7-10 min.

Rør broccolibuketter og evt. sojafløde og/eller mere vand i risene. Låg på igen og damp for svag varme, til broccolibuketterne er møre, men stadig har lidt bid, ca. 5-7 minutter.

Smag på retten - måske skal der tilsættes lidt mere grønsagsbouillon, salt og peber. Drys tilsidst rigeligt med paprika over og servér straks.

Tips:

  • Det skal helst være brune basmatiris - almindelige brune ris kan bruges, men bliver lidt tunge i det, og hvide ris mangler bare den gode smag til denne ret.
  • Lad gerne noget af paprikaen være af den røgede slags, ca. 1 tsk.

Variation:

Skift broccolien ud med blomkål og paprikaen ud med en spiseskefuld karry, der kommes i sammen med porrerne. Tilsæt 1-2 dl grønærter eller tern af rød peberfrugt de sidste fem minutter, hvis du synes, der skal mere farve til.

Sider

Subscribe to RSS - Vegetar