Kål

12 Feb 2022

En meget simpel og hurtig suppe med god smag og fylde.

Ingredienser

  • 2 løg
  • 1-5 fed hvidløg
  • 1 kg broccoli (ca. 2 hoveder)
  • 4 dl kogte kikærter
  • ca. 9 dl grønsagsbouillon/kikærtekogevand*

Fremgangsmåde

Pil og hak løg og hvidløg. Rens broccolien og skær den i mindre buketter. Stokken kan også skrælles og skæres i tern.

Steg løg og hvidløg bløde og blanke i lidt olie eller vand i din suppegryde. Tilsæt broccoli og kikærter og hæld bouillon/kogevand på, så det lige akkurat dækker. Bring i kog og lad dampe for svag varme, til broccolien er mør - ca. 5-6 minutter, afhængigt af hvor store buketterne er.

Blend suppen jævn og cremet med en stavblender og smag til. Server med brød til.

Tip:

Koger du selv dine kikærter, kan du gemme og bruge kogevandet som bouillon. Jeg koger ofte en hel pose ad gangen og fryser ned i mindre portioner - og altså også kogevandet, som også er godt til glutenfri bagning og meget andet godt.

15 Mar 2020

Savoykål i citronsauce

Skrevet af Karen
Savoykål i citronsauce

Nem og hurtig ret med savoykål i frisk og lækker citronsauce.

Ingredienser:

  • Et lille savoykål
  • 1 bdt. bredbladet persille
  • 1 porre

Citronsauce:

  • 1½ dl (udblødte) cashewnødder
  • 1 dl vand
  • 1 citron (skal og saft)
  • 1-2 fed hvidløg
  • salt & peber

Fremgangsmåde:

Start med at sætte cashewnødderne i blød - enten i koldt vand i mindst 4 timer eller overhæld dem med kogende vand og lad dem nøjes med at trække i 2 timer.

Når cashewnødderne er udblødte, hælder du vandet fra og kommer dem i en blender med fintrevnen skal og friskpresset saft af 1 citron, hvidløg, 1 dl vand og lidt salt. Blend på højeste hastighed, til saucen er helt glat og cremet, måske skal der lidt mere vand i. Lad stå og trække, mens du laver resten klar.

Skyl savoykålen grundigt og fjern evt. grimme yderblade. Del kålen i fire både, skær midterstokken væk og snit hver båd i tynde strimler. Porren renses og snittes i tynde ringe. Persillen skylles grundigt og snittes også fint - stilkene kan sagtens snittes med, hvis de ikke er for grove/seje.

Kom ca. ½ dl vand i en sauterpande eller en stor gryde og varm det op for god varme, til det bobler lystigt. Tilsæt porrer og kålstrimler og vend godt rundt i det, mens det 'steger' i vandet. Tilsæt evt. lidt mere vand, så det ikke brænder på. Det skal ikke brune, bare falde lidt sammen.

Tilsæt persillen, når kålen lige akkurat er faldet sammen og vend igen godt. Drys lidt salt over. Skru ned for varmen, giv citronsaucen en tur mere i blenderen og smag den til med salt og evt. lidt mere citronsaft. Hæld citronsaucen over kålen, dæmp varmen helt, vend godt rundt, så saucen bliver fordelt jævnt og smag til med salt og et godt drys peber.

Serveres straks som varm salat eller til pasta eller kartofler.

Tips:

Prøv med cayennepeber eller chili i stedet for peber.

Evt. rester smager også dejligt som kold salat - gerne med friske æbletern rørt i.

Lav evt. dobbelt portion af citronsaucen og frys halvdelen ned - så er der virkelig hurtig mad en anden dag.

Du kan selvfølgelig prøve med andre typer kål, f.eks. spidskål eller rosenkål, men jeg synes nu, at savoykålens fine struktur egner sig allerbedst.

9 Okt 2016
Gobi Aloo - blomkålscurry

En dejlig nem og overkommelig alt-i-en-gryderet (også nem at vaske op efter!) med god smag. Bruger du rå kartofler, er den dog ikke hurtig i den forstand, at den skal simre ret længe, før blomkål og kartofler er tilpas møre. Bruger du kogte kartofler, kan den imidlertid godt være færdig på en time i alt, og så tæller den som en hverdagsret herhjemme.

Du skal bruge:

  • 1 kg kartofler, gerne kogte
  • 1 blomkål
  • 2 store løg
  • lidt olie
  • 1-1½ tsk salt
  • 1-2 tsk chilipulver eller 2-3 friske chili
  • ½ tsk gurkemeje
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 4 dl mosede tomater (fra glas eller 4 friske, modne tomater i tern
  • 1 dl vand
  • 1 håndfuld frisk koriander
  • 1 tsk. nigella-frø ("Jomfru i det grønne")

Sådan gør du:

Løgene pilles og skæres i tern. Blomkålshovedet deles i små (!) buketter - du kan evt. også skrælle stokken og skære den i tern. Karoflerne skæres i tynde både eller tern. Bruger du friske tomater, skæres de i tern. Bruger du friske chili, hakkes de fint - med eller uden kerner (se Tips).

Varm lidt olie op i en sauterpande eller en stor gryde og steg løgene gyldne. Tilsæt derefter salt, chili, gurkemeje og spidskommen og steg videre et par minutter. Tilsæt tomater og vand og lad det simre ca. 10 min.

Tilsæt blomkålsbuketterne og lad dem simre med under låg ved medium varme, til de falder lidt sammen. Tilsæt kartoflerne og lad det hele simre under låg, til det er helt mørt. Spæd evt. med lidt vand undervejs, hvis det bliver for tørt.

Smag til med salt og peber, drys med hakket koriander og nigella-frø og server - gerne med (indisk) brød og måske lidt planteyoghurt til.

Tips:

  • Vær lidt forsigtig med chilien, første gang du laver den. Godt nok suger både kartofler og blomkål en del smag, men retten skal ikke være rygende stærk. Der er også forskel på, hvor stærk chili er. Så start måske med halvdelen og smag dig frem. Bruger du friske chilifrugter, kan du evt. fjerne kerner og frøstole - meget af styrken sidder her.
  • I skrivende stund har jeg ikke en god, stabil opskrift på glutenfrit brød India style, så jeg spiser bare en almindelig, glutenfri bolle til.
24 Jan 2016

Helt enkelt (og) vældigt godt - en opskrift, jeg vender tilbage til igen og igen.

Ingredienser:

  • 1 spidskål
  • 1 frisk (rød) chili
  • gerne 1 bdt. (bredbladet) persille
  • saften af ½-1 citron
  • lidt kogende vand
  • salt
  • evt. lidt olivenolie

Fjern evt. kedelige yderblade fra kålen, skær den i kvarte og fjern stokken, inden den snittes i fine strimler med en god, skarp kniv. Chilien hakkes fint - med eller uden kerner alt efter hvor stærkt det skal være. Persillen skylles, duppes tør og snittes fint.

Varm ca. ½ dl vand op i en dyb sautérpande eller wok, til det syder og bobler lystigt. Smid kål og chili i panden, og vend det rundt nogle minutter, til kålen er faldet lidt sammen. Tilsæt et drys salt, persille og et skævt citronsaft, vend rundt i kålen igen og skru godt ned for varmen. Læg låg på og lad kålen stå nogle ganske få minutter. Smag til - måske skal der lidt mere salt eller citronsaft i - og dryp evt. en spsk. olivenolie over (kan sagtens undværes).

Servér straks - gerne til en lun linsesalat, en sprød vegedelle eller falaffel, lidt ris, pasta, nye kartofler - eller bare helt som sig selv, måske med lidt brød til.

Tips:

  • Du skal nok kun regne med, at der er mad til to-tre personer, hvis du serverer kålen som hovedret.
  • Herhjemme serveres den stort set altid som hovedret med en lun linsesalat til - det er et rigtig godt makkerpar!
17 Nov 2012

Jeg spiser denne sprøde salat til morgenmad i det sene efterår og så længe jeg kan få danske, økologiske æbler. Men den er også lækker til frokost eller som tilbehør til aftensmaden.

1 portion

Ingredienser:

  • 1 god håndfuld grønkål uden de grove ribber
  • 1 stort eller 2 små æbler
  • ½ håndfuld valnødder
  • 1 håndfuld friske (linse-)spirer
  • friskpresset saft af ½ citron
  • 2 spsk hørfrøolie

Fremgangsmåde:

Skyl og afdryp grønkål, æble og spirer. Hak grønkål fint. Skær æble i tern eller små trekanter. Hak valnødderne groft eller bræk dem i mindre stykker.

Læg halvdelen af æblestykkerne i en tallerken eller en skål. Læg den hakkede grønkål henover og følg op med resten af æblestykkerne, Drys valnødder over og top med de friske spirer. Dryp med citronsaft og hørfrøolie. Servér!

Tips:

  • Salaten kan også laves med andre typer kål, fx. spidskål, rødkål og palmekål. Eller andre typer bladgrønt, fx. romainesalat, frisk spinat, rucola og/eller friskhøstet, spiseligt ukrudt.
  • Ligeså kan valnødderne varieres med andre typer nødder. Hasselnødder er skønt, det er mandler også.
  • På billederne er spirerne lavet på de små, sorte beluga-linser, men andre typer linser er også fint (dog ikke de røde splitlinser). For vejledning til hjemmespiring, se http://friskespirer.dk
  • Et drys kanel og/eller en anelse kardemommme over æblestykkerne er ikke det værste ...
  • Salaten tager tid at lave - og spise! Skal det gå lidt hurtigere, kan du putte grønkål, æble og nødder i foodprocessoren sammen med citron og olie og blende det til en frisk 'mos', der toppes med de hele, friske spirer.
    26 Sep 2009

    Broccoli-curry

    Skrevet af Karen

    Nem, hurtig, stærk og meget lækker, når man har lyst til karry. Opskriften er lånt (og tilpasset en anelse) fra en af de foldere med opskrifter, som Årstiderne sender ud med deres kasser. Servér curryen til ris, pasta, over dampede grønne bønner - eller kom lidt mere vand ved og spis den som suppe.

    Ingredienser

    • 1 broccoli
    • 2 løg
    • 3-8 fed hvidløg
    • frisk chili
    • 3 tsk god karry*)
    • 1 tsk krydderurtesalt
    • 3-5 tomater
    • 1 tsk frisk, revet ingefær
    • 1 dl vand
    • 1 dl kokosmælk eller sojafløde
    • 1 håndfuld mandler

    Fremgangsmåde

    Del broccolien i små hoveder og skær stokken i små tern (skræl evt. det nederste af stokken først). Halvér løgene på langs og skær dem i tynde skiver. Hak hvidløg og chili fint. Skær tomaterne i grove tern.

    Hak evt. mandlerne groft og rist dem let på en tør (sautér)pande eller i en wok under hyppig vending. Sæt til side i en skål.

    Kom lidt olie på panden/i wokken og sauter løg, broccoli, hvidløg og chili ved middel varme i ca. 5 minutter.

    Tilsæt karry og kryddersalt og sautér endnu 2-3 minutter.

    Tilsæt tomater og ingefær og vend grundigt sammen. Varm grønsagerne igennem og tilsæt vand og sojafløde. Lad curryen simre nogle minutter, til grønsagerne er møre og sovsen jævn. Smag evt til med lidt mere salt og/eller chili. Drys mandlerne over og sérver.

    Tips:

    • *) Du kan bruge din yndlingskarry og justere mængden efter smag. Men du kan også få en skøn (og stærk) grøn karrypasta, der også gør sig glimrende i retten. Vær dog opmærksom på, at karry-blandinger kan indeholde gluten, så check altid indholdet, hvis du er glutenoverfølsom eller laver mad til en som er.
    • Chili - jeg har ikke skrevet, hvor meget chili der skal i. Fordi dels afhænger det af dine smagsløg, dels af hvilken type chili du bruger. Jeg har brugt en enkelt (med kerner) af de små thailandske chili (Birds Eye), man kan få friske i supermarkeder. De er ret stærke, men på en god måde. Start med en halv, hvis du er i tvivl. Du kan også vælge at udelade kernerne, til du har fundet ud af, hvor stærk chilien er.
    3 Feb 2008

    En hurtig lille fredagsret inspireret af et glas syltede grønne madagascarpeberkorn, et smukt savoykål fra Årstiderne og denne her.

    Ingredienser

    • 1 sayoykål
    • 1 hvidløg
    • 2-3 dl friske eller frosne ærter
    • saft og skal af 1 citron
    • 2 tsk syltede, grønne madagascarpeberkorn
    • olivenolie
    • lidt kogende vand
    • salt

    Fremgangsmåde

    Fjern de yderste, grove blade på kålen og skyl godt. Skær først kålhovedet i kvarte, og del derefter hver kvarte i to eller tre stykker alt efter størrelse. Snit kålen i tynde strimler og fjern stokken.

    Pil hvidløgsfedene, halvér dem på langs og skær dem i ganske tynde splitter. Riv skallen af citronen med et julienne-jern. Mas peberkornene i en morter eller med bagsiden af en kniv.

    Varm en dyb sautérpande op på middelvarme og tilsæt et generøst skvæt olivenolie. Sautér hvidløgssplitterne, til de bliver gennemsigtige, men uden at de tager farve. Skru lidt op for varmen og tilsæt nogle håndfulde kålstrimler og lidt kogende vand. Vend forsigtigt med en træske. Når kålen skifter farve og falder sammen, tilsættes flere kålstrimler og en anelse mere vand. Bliv ved, til al kålen er faldet sammen. Der skal hele tiden kun lige være vand nok i bunden til, at det ikke brænder på.

    Tilsæt de maste peberkorn, lidt salt, citronskal og ærter og evt. lidt mere vand. Vend rundt, dæmp varmen til et minimum og læg låg på. Lad stå ca. 5 minutter.

    Tag låget af og smag til med citronsaft og evt. mere salt. Servér straks.

    Tips:

    • Servér f.eks. med brune basmatiris og fintsnittet rød peberfrugt og friskklippet dild til at drysse over. Til pasta eller hirsedeller. Eller bare med skiver af letristet brød.
    • Savoykål kan snildt erstattes med spidskål.
    13 Jan 2008

    Serveres som lunt tilbehør til stegt mad, som selvstændig middagsret til pasta eller ris eller som frokostsalat, evt. med brød til. Smager også godt kold.

    Ingredienser

    • 6-700 g rosenkål
    • 50 g mandler, smuttede

    Ingefærdressing:

    • 4 spsk olie
    • 4 spsk citronsaft
    • 3 spsk tamari
    • 20 g frisk ingefær

    Fremgangsmåde

    Lav dressingen først, så den kan stå og trække: Skræl den friske ingefær og riv den fint på et råkostjern. Rør eller ryst sammen med olie, citronsaft og tamari.

    Rens rosenkålene for grimme blade og skær stokken af. Kog dem i letsaltet vand ca. 5-7 min. (efter størrelse) eller til de er 'al dente'. De må ikke være rå, men heller ikke kogt sønder og sammen.

    Lad rosenkålene dryppe godt af i et dørslag og skær dem i halve eller kvarte. Vend dem i dressingen, mens de stadig er lune. Hak mandlerne groft og rist dem evt. på en tør, hed pande, til de er gyldne. Drys dem over rosenkålene og servér.

    Tips:

    • Opskriften er inspireret af bogen "Suveræne salater og brilliante buffeter" af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz, Høst & Søn.
    2 Jan 2008

    En hurtig og let ret med fin smag. Serveres som spændende tilbehør, varm salat med brød eller som et let måltid med fx ris eller pasta.

    Ingredienser

    • 4 store håndfulde friske grønkålsblade
    • 1 løg
    • 3 fed hvidløg
    • 1 stor spsk hele korianderfrø
    • 1 håndfuld rosiner
    • 1 håndfuld piniekerner
    • skallen af 1 citron
    • lidt citronsaft
    • lidt urtesalt

    Fremgangsmåde

    Kålen skylles og befries for de groveste bladribber, inden den snittes i tynde strimler. Løget halveres og snittes i tynde skiver og hvidløgene hakkes fint. Citronskallen strimles fint.

    Varm en wok eller sauterpande op og rist korianderfrøene kortvarigt, inden de knuses groft i en morter eller elektrisk kaffemølle.

    Hæld lidt olie i panden og svits løg og hvidløg, til de er blanke. Tilsæt korianderfrø, rosiner og piniekerner og svits videre nogle minutter. Dæmp varmen en anelse og tilsæt grønkålen. Vend ingredienserne i panden til grønkålen bliver blank og begynder at falde sammen. Tilsæt citronskal, lidt citronsaft og urtesalt. Sluk for varmen og lad retten stå et minuts tid på pladen, inden den smages til. Servér straks.

    Tips:

    • Retten er dejlig, som den er, men prøv alligevel at tilsætte tern af frisklavet vegansk feta - du finder opskriften ovre hos Nina: http://plantepusherne.dk/hjemmelavet-vegansk-feta.
    • Har du ikke mod på at lave vegansk feta selv, kan du bruge færdigkøbt tofu, der evt. marineres i en lage af 2-3 tsk salt, 3 dl kogende vand og saften af 1 citron. Rør saltet ud i vandet, tilsæt citronsaften og hæld marinaden over tofu-ternene. Lad trække i køleskabet til næste dag.
    • Du kan også marinere tofuen i lidt tamari og friskreven ingefær, inden den steges sammen med rosiner og piniekerner.
    • Kogte kikærter kan bruges istedet for tofu.
    6 Sep 2007

    Helt enkelt (og) vældigt godt.

    Ingredienser:

    • 1 spidskål
    • 1 frisk (rød) chili
    • gerne 1 bdt. (bredbladet) persille
    • saften af ½-1 citron
    • en god klat smør
    • lidt kogende vand
    • salt

    Fjern evt. kedelige yderblade fra kålen, skær den i kvarte og fjern stokken, inden den snittes i fine strimler med en god, skarp kniv. Chilien hakkes fint - med eller uden kerner alt efter hvor stærkt det skal være. Persillen skylles, duppes tør og snittes fint.

    Varm en dyb sautérpande op og lad smørret smelte ved middel varme - det må ikke tage farve. Vend kål og chili på panden, til kålen begynder at falde sammen, tilsæt evt. et lille(!) skvæt kogende vand og skru lidt ned for varmen. Lad kålen stå nogle ganske minutter og dampe, til den falder sammen. Vend den af og til.

    Vend persillen i, straks kålen er faldet sammen og smag til med salt og citronsaft. Start med ½ tsk salt og saften af en halv citron og smag dig så frem. Kålhoveder kan have mange forskellige størrelser og ligeså citroner. Og smør kan være mere eller mindre saltet.

    Servér straks til f.eks. en lun linsesalat, lidt ris, pasta, nye kartofler - eller bare helt som sig selv, måske med lidt brød til.

    Tips:

    • Man skal nok kun regne med, at der er mad til to personer, hvis man serverer kålen som hovedret sammen med pasta, ris eller kartofler.
    • Mælkefri: Man kan fint bruge en god olivenolie i stedet for smør ...

    Sider

    Subscribe to RSS - Kål