Opskrifter

9 Feb 2009
Linser med løg og æbler

Enkel og lækker. Som selvstændig frokostret, evt. med en grøn salat eller et godt brød til, eller som tilbehør til f.eks. ovnbagte grønsager.

Ingredienser

  • 4 dl grønne linser
  • 2 store løg
  • 2-3 (røde) æbler
  • 2 spsk olivenolie
  • 3/4 dl tør sherry
  • ½-1 dl vand
  • salt
  • 1 bdt. frisk dild

Fremgangsmåde

Kog linserne efter anvisningen på emballagen - kogetid og vandmængde afhænger af, hvilken type linser du bruger og om du har udblødt dem først. Du kan evt. koge linserne i god tid i forvejen.

Skær løg og æbler i tynde både og hak dilden.

Varm en dyb pande op og svits løgene bløde og klare i lidt olie. Tilsæt nogle spiseskefulde vand undervejs, så de ikke brænder på - men omvendt skal de heller ikke have så meget vand, at de begynder at koge. Drys med lidt salt.

Når løgene er helt bløde, tilsættes æblebåde og sherry og evt. lidt mere vand. Vend forsigtigt rundt og lad det simre nogle minutter, inden du vender dild og linser i. Smag til med salt.

Tips:

  • Smager også dejligt kold.
  • Server gerne med en frisk, grøn salat
  • 1 dl tør hvidvin kan erstatte sherryen
  • Der findes flere typer grønne linser, men de mest lettilgængelige er nok de almindelige, store grønne linser og de mindre, lidt mere faste puy-linser. Retten kan også laves med de små, sorte beluga-linser.
  • Lægger du linserne i blød nogle timer før kogning, kan kogetiden nedsættes med ca. en tredjedel, men det er ikke nødvendigt, og de fleste linser vil være færdige på 25 min. - hvilket passer meget godt med, at du kan nå at simre løg og æbler møre, inden du vender linser i. Aftensmad på en god halv time ...
28 Dec 2008

Måske synes du ikke lige, at det lyder så lækkert med gulerødder, bladselleri og ingefær til morgenmad. Prøv alligevel. Resultatet er en overraskende frisk, sprød og mild morgensymfoni, der giver en god start på dagen. Egentlig er det en opskrift på friskpresset saft fra Yoga Kogebogen. Jeg har også en gang lånt en saftpresser at lave den på, og den er ikke dårlig. Men hvorfor smide en masse gode fibre ud, når det nu smager lige så godt som rå mos?

1 portion

Ingredienser

  • 2 mellemstore gulerødder
  • 1 stængel blegselleri
  • 1 æble
  • 1 lille stykke frisk ingefær
  • 1 dl vand
  • 2-3 spsk hørfrø- eller nøddeolie

Fremgangsmåde

Skræl evt. gulerødderne og fjern kernehuset fra æblet. Skær gulderødder, æble og selleri i mindre stykker. Skræl ingefæren og riv den eller hak den fint.

Kom det hele i en foodprocesser eller blender sammen med vand og blend, til du har en jævn mos.

Hæld mosen i en skål, dryp olie over og spis med det samme.

Tips:

  • Mængden af ingefær må du prøve dig frem med. Start med et lille stykke - ca. ½ tsk revet/hakket - og gå op til 1 tsk revet/hakket, hvis du synes. Det skal på ingen måde smage stærkt igennem.
  • Fedtstoffet fra olien hjælper med at optage alt det gode fra gulerødderne - og så smager det dejligt. Jeg foretrækker en god hørfrøolie, hvor den mest velsmagende hørfrøolie efter min mening er fra Nyborggård. Deres Licasol-olie (omega 3-6-9) er også lækker.
  • Kan du ikke lide olien, kan du i stedet drysse lidt hakkede mandler eller nødder over. Prøv f.eks. at lægge en håndfuld valnøddekerner i vand, der dækker, aftenen før - næste morgen hældes vandet af, og kernerne hakkes og drysses over mosen. Udblødning gør valnødderne mildere og mindre bitre.
  • Prøv også at drysse med kernedrys.
14 Dec 2008

Løgbrød

Skrevet af Karen
Løgbrød på mandelbolle-dej

Et af mine tilbagevendende ungdomsminder er min mors dejlige løgbrød - et gyldent pizza-agtigt fladbrød tæt besat med løgringe og drysset groft salt. Uhm! Her er det i en lige så lækker, men glutenfri udgave. Virkelig godt som tilbehør til salat og suppe, på en buffet eller som en lille snack.

Ingredienser

Fremgangsmåde

Pil løgene og skær dem i tynde skiver.

Bred/klap dejen ud med olieindsmurte hænder på en bageplade (beklædt med bagepapir eller lign.) til et stort fladbrød, ca. 1 cm højt. Sørg for, at der er et ganske tyndt lag olie over hele overfladen.

Læg løgskiver på dejpladen, gerne lidt taglagt, så de dækker så meget som muligt. Drys lidt groft salt eller saltflager over og bag ca. 15-20 min. i ovnen ved 200 grader.

Skær i trekanter eller firkanter og køl lidt af på en bagerist. Serveres lune eller kolde.

Tips:

  • Drys evt. lidt friskkværnet peber over - gerne af rosa peberkorn.
  • Og/eller drys med krydderurter. Rosmarin er godt. Oregano er godt. Frisk salvie skåret i tynde strimler er også skønt. Tørrede morgenfrueblade og/eller hjulkroneblomster er virkelig flot. Frø af Jomfru i det grønne er pebrede og pikante. Chiliflager er hotte.
  • Overdriv ikke med saltet, og brug ikke alt for groft salt - det skal ikke knase! Himalaya salt er flot sammen med rosa peberkorn - og rødløg. Maldon saltflager er helt ideelle.
  • Kan fryses.
26 Okt 2008

Baseret på opskriften til mandelboller, som med rosmarin bliver gode som madbrød.

Ca. 10-12 fladbrød

Ingredienser

  • 200 g mandler
  • 2 spsk husk
  • 5 dl vand
  • 2½ dl fuldkornsrismel
  • 2 dl kikærtemel
  • 2 tsk knuste korianderfrø
  • 1 spsk rosmarin
  • 1 tsk salt
  • olivenolie

Fremgangsmåde

Kom mandlerne i en foodprocessor og blend dem til mel. Tilsæt husk og vand og blend grundigt, til massen er blevet geléagtig - ca. 3 min. Det kan være en fordel at starte med kun halvdelen af vandet og så tilsætte resten lidt efter lidt.

Tilsæt de to slags mel, salt og krydderier og blend grundigt igen, til du har en klistret, men formbar masse.

Sæt med ske massen i store klatter med god afstand på bagepapir. Hæld derefter lidt olie i en lille skål, dyp fingrene i olien og klap/glat klatterne ud til ca. 1 cm høje fladbrød.

Bages ved 200 grader ca. 20 minutter, til de er gyldne og lyder hult, når man banker dem på bagsiden med en kno. Afkøles på en rist.

Tips:

  • Brødene kan fryses.
  • Gode til frokostsalaten og supper.
26 Okt 2008

Mandelboller

Skrevet af Karen

Gode og mættende boller, der er blide ved blodsukkeret, hurtige at lave og tilmed (næsten) smager som den ægte vare. Dejen er også fremragende til pizza-bunde

Ca. 10-12 store boller eller 1 stor pizzabund

Ingredienser

  • 200 g mandler
  • 2 spsk husk
  • 5 dl vand
  • 2½ dl fuldkornsrismel
  • 2 dl kikærtemel
  • 2 tsk knuste korianderfrø
  • 1 tsk salt
  • olivenolie

Fremgangsmåde

Kom mandlerne i en foodprocessor og blend dem til mel. Tilsæt husk og vand og blend grundigt, til massen er blevet geléagtig - ca. 3 min. Det kan være en fordel at starte med kun halvdelen af vandet og så tilsætte resten lidt efter lidt.

Tilsæt de to slags mel, salt og koriander og blend grundigt igen, til du har en klistret, men formbar masse.

Sæt massen i store klatter på bagepapir med en ske. Hæld derefter lidt olie i en lille skål, dyp fingrene i olien og klap/glat klatterne i form som boller.

Bages ved 200 grader ca. 20-25 minutter, til de er gyldne og lyder hult, når man banker dem på bagsiden med en kno. Afkøles på en rist.

Tips:

  • Bollerne kan fint fryses. Giv dem evt. en hurtig tur på brødristeren bagefter.
  • Jeg bruger korianderfrø, der er knust i en elektrisk kaffemølle. Bruger du fint stødt koriander, skal du nok sætte mængden lidt ned.
  • Variation: Kardemommeboller - erstat den ene tsk koriander med 1 tsk stødt kardemomme.
  • Se også Små fladbrød med rosmarin.
  • Laver du pizzabund af dejen, kan du med fordel tilsætte en stor spiseskefuld oregano.
5 Okt 2008

Minestrone

Skrevet af Karen

Denne fyldige, italienske suppe er en af mine absolutte yndlinge - den dufter og smager virkelig skønt. Samtidig er det en rigtig 'gartner-suppe', der kan varieres med (næsten) alt godt fra haven. Derfor spiser vi den mest omkring sensommer og efterår, men den kan også sagtens fyldes med grønt fra fryseren og gode rodfrugter.

Ca. 6 personer

Ingredienser

  • 2 løg
  • 1 gulerod
  • 1-2 kartofler
  • 1 persillerod
  • 3 fed hvidløg
  • 3-4 stilke blegselleri
  • 5-6 store friske, modne, flåede tomater eller 1-2 dåser hakkede, flåede
  • 2-3 dl kogte hvide bønner eller kikærter
  • 1½ l vand eller bouillon
  • 1 stor kvist frisk basilikum eller 2 tsk tørret
  • 1 kvist frisk timian eller 1 tsk tørret
  • ½-1 tsk røget paprika
  • 2-3 dl ærter eller grønne bønner (evt. fra frost)
  • salt & peber

Drys:

  • 1 bdt. hakket, frisk persille

Fremgangsmåde

Løg, gulerod, kartofler og persillerod skæres i tern. Blegselleri skæres i strimler på tværs, og hvidløgsfeddene deles et par gange.

Varm olien op i en tykbundet gryde af en passende størrelse og svits grønsagerne blanke.

Tilsæt tomater, bønner/kikærter, vand/bouillon og krydderier og krydderurter. Bring suppen i kog.

Dæmp varmen og lad suppen simre under låg ca. 25 minutter.

Tilsæt ærter eller grønne bønner. Bruger du grønne bønner, deles de først et par gange på tværs. Lad suppen simre endnu 3 minutter.

Smag suppen til med salt og peber og servér drysset med hakket persille. Persillen kan også serveres i en skål for sig.

Tips:

  • Det er en meget fyldig suppe, der sagtens kan gøre det ud for et måltid alene, men du kan da også servere brød til - f.eks. små fladbrød med rosmarin.
  • Grønsagerne kan varieres efter lyst og sæson, f.eks. med blomkål i små buketter, courgette i tern og/eller sukkerærter. Rodfrugterne kan varieres med knoldselleri, pastinak, kålrabi og/eller majroe. Løgene kan varieres med porrer.
  • Kartoflerne kan varieres med 1-2 dl glutenfrie suppenudler, der tilsættes efter 20 min., eller brune basmati-ris. Rå ris tilsættes sammen med grønsagerne. Kogte ris tilsættes sammen med ærter eller grønne bønner.
  • Vil du have en stærk suppe, kan du tilsættes en finthakket, rød chili.
  • Mængden af røget paprika afhænger af, hvor stærk en paprika du bruger, og hvor røget en smag du ønsker. Prøv dig lidt frem.
  • Suppen kan også krydres med finthakket kørvel og/eller løvstikke.
  • Den hakkede persille kan tilsættes finthakket hvidløg og citronskal til en gremolata.
  • Insulinvenlig: Skal suppen være insulinvenlig, skal du udelade rodfrugterne (kartoffel, gulerod, persillerod) og ris/pasta og i stedet fylde suppen med bælgfrugter (hvide bønner, grønne bønner, kikærter, grønne ærter). Det bliver den ikke ringere af ...
  • Suppen kan fryses.
7 Sep 2008

Nemt og dejligt tilbehør, der også kan bruges som en selvstændig ret.

Ingredienser

  • 1 hokkaido-græskar
  • skallen af 1 citron
  • lidt olivenolie
  • salt & peber

Persillepesto:

  • 1 bdt. frisk (bredbladet) persille
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1½-2 dl olivenolie
  • saften af ½ citron
  • salt

Fremgangsmåde

Start med at tænde ovnen på 200 grader. Vask hokkaido-græskaret og skær det midt over. Fjern kernerne med en ske og skær halvdelene over en gang mere.

Skær nu græskar-stykkerne ud i mindre (tre)kantede stykker. Ikke i både - prøv at få stykkerne så flade som muligt. Læg stykker i et ovnfast fad og kværn lidt salt og peber over. Dryp med olivenolie og drys lidt reven citronskal på hvert stykke.

Sæt fadet i ovnen til stykkerne er møre - ca. 20 min. afhængigt af græskarrets tykkelse. Imens forberedes pestoen:

Hvidløg pilles og hakkes fint eller presses. Persillen skylles, tørres og hakkes. Kom persille, hvidløg, lidt salt og saften af en halv citron i et blenderglas. Hæld olivenolie over, til det dækker. Blend sammen til en pesto, der evt. smages til med lidt mere salt. Lad pestoen stå og trække, til græskar-stykkerne er møre.

Stik i en græskar-stykke med en urtekniv - går den lige igennem, er de klar. Tag fadet ud af ovnen og dryp gavmildt med pesto i midten af græskar-stykkerne. Hæld resten af pestoen i en lille skål og servér til græskarstykkerne.

Tips:

  • Brug økologiske hokkaido, da man spiser skallen med.
  • Du kan naturligvis bruge andre krydderurter til pestoen. Citron-timian er godt, og det er basilikum også.
  • Kogt quinoa vendt med ærter er godt tilbehør og/eller dampede grønsager, f.eks. grønne bønner eller broccoli. Salat med æbler klæder også.
  • Rester kan spises kolde som de er, eller skæres i mindre stykker og blandes med f.eks. dampede grønne bønner eller puttes i en salat - f.eks. kulørt bønnesalat. Du kan også mose græskarret sammen med pestoen og evt. lidt mere citron til en postej, der smager godt på mørkt brød, f.eks. hasselnøddebrød.
23 Aug 2008

Pizza (glutenfri)

Skrevet af Karen

Det har været svært at finde en god opskrift på glutenfri pizzabunde uden sukker, majsmel mv., men denne holder - også til en tur i fryseren. Den smager godt, bliver ikke klæg og er nem at røre sammen.

Opskriften rækker til 1 bageplade eller ca. 2 personer.

Ingredienser

  • 300 ml vand
  • 1½ spsk fiberhusk
  • 100 g boghvedemel
  • 100 g rismel
  • 100 g kikærtemel
  • 2 tsk bagepulver
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk oregano
  • 1 spsk olivenolie
  • - samt fyld efter smag og behag
  • evt. revet, vegansk 'ost'

Fremgangsmåde

Kom vand og fiberhusk i en foodprocessor og blend, til det bliver til en tyk, geleagtig masse. Det tager ca. 3 minutter. Du kan også røre det sammen med en elpisker i en skål.

Bland de tre meltyper med bagepulver, salt og krydderier og hæld i gelémassen sammen med olivenolien. Blendes/røres, til det er blevet til en jævn dej, ca. 5 minutter. Tilsæt evt. en anelse mere vand, hvis det kører tørt.

Læg dejen i klatter på en bageplade med bagepapir. Kom lidt olie på hænderne og pres dejen ud til pizzabunde med flade hænder. Du kan lave én stor bund eller flere mindre, som du har lyst.

Du kan evt. forbage pizzabunden ca. 10 min. v. 200 grader, men det er ikke nødvendigt.

Kom fyld på bundene. Jeg plejer at benytte et tyndt lag hjemmelavet tomatsovs, der er grov-blendet. Drys med hakkede oliven og chili, og ovenpå skiver af f.eks. løg, courgette, champignon og/eller aubergine i tynde skiver, der pensles med olie og deles i kvarte.

Bages ca. 30 minutter ved 200 grader (husk at trække 10 minutter fra, hvis du har forbagt).

Tips:

  • Prøv også at brede dejen til Mandelboller eller Rosmarinbrød ud som pizzabund (skal forbages ca. 10 minutter). Pizzaen bliver tykkere, saftigere og mere mættende, og er faktisk min foretrukne, da jeg godt kan lide en tyk pizzabund. Kan fryses.
  • Hvis du ikke kan lide/tåle/skaffe vegansk 'ost', er masser af andre muligheder: Jeg kommer ofte tynde skiver af avocado over den færdigbagte pizza i stedet. Eller smører guacamole over. Du kan også dryppe med pesto eller en god dressing, f.eks. lavet af sennep, olie, citronsaft og knust hvidløg. Eller dryp med en god artiskokcreme (færdigkøbt på glas, og meget gerne med hvidløg). I helsekostbutikker kan man få en æggefri mayonaise lavet på ris, som blot skal fortyndes med lidt vand, så har man en skøn pizza-dressing.
  • En rest blomkål Josefine eller blomkålsguf er også kræs på en pizza - efter at den er bagt. Spinatsovs er også godt.
  • Rester kan som nævnt fint fryses og er også gode i madpakken.
Vegansk, glutenfri pizza
5 Jun 2008

Stegte bønner

Skrevet af Karen

En frokostfavorit, når jeg er hjemme, men også god til madpakken, en seriøs omgang morgenmad eller en let aftensmad i selskab med en god salat

1-2 personer

Ingredienser

  • 1-2 spsk olie
  • 1 mellemstort løg
  • 2 tomater
  • 3-4 dl kogte bønner
  • ½ tsk røget paprika
  • ½ dl vand
  • evt. 1-2 tsk frisk, hakket eller syltet koriander
  • salt & peber

Fremgangsmåde

Pil løget, halvér det på langs og snit det i papirtynde skiver. Skær tomaterne i tynde både.

Varm olien op på en lille pande og svits løget, til det begynder at blive gennemsigtigt og falde lidt sammen. Tilsæt tomatbådene og svits videre et minut eller to.

Skub grønsagerne lidt ud til siden og hæld bønner ned i midten. Svits nogle minutter og tilsæt paprika og lidt salt. Rør godt rundt og hæld vand ved. Dæmp varmen lidt og rør bønner og grønsager sammen. Når vandet er kogt væk, smages til med salt, peber og evt. koriander.

Tips:

  • Servér med en blandet, grøn salat, strimlet peberfrugt og/eller gulerodsstrimler.
  • Er du til stærke sager, kan du bruge en stærk paprika eller skifte peberet ud med knust eller hakket, frisk chili efter smag.
  • Jeg bruger helst sorte bønner eller røde azuki-bønner, der nemt koger ud, men andre typer bønner kan også bruges, f.eks. pinto, brune eller hvide bønner.
20 Apr 2008

Kikærtesnacks

Skrevet af Karen

De er sundere end popcorn og chips, fulde af proteiner og så smager de virkelig godt. Man kan købe dem i indvandrer-butikker, men de er faktisk vældigt nemme at lave selv - og så kan man jo passende bruge økologiske kikærter. Kan serveres til drinks, som drys til salater eller bare som en lille eftermiddagsgodbid.

Ingredienser

  • kikærter
  • lidt salt
  • evt. andre krydderier

Fremgangsmåde

Kikærterne sættes i blød natten over i rigeligt vand. Næste dag dryppes kikærterne godt af i en sigte. Sortér kikærter fra, der er misfarvede eller ikke er svulmet op. Drys salt og evt. krydderier over og vend rundt.

Hæld kikærterne i en bradepande, der evt. kan fores med bagepapir først. Sæt bradepanden i ovnen i ca. 50 minutter ved 200 grader. Rør rundt i kikærterne et par gange undervejs. De skal være knasende sprøde, ikke seje, når de er færdige, men må heller ikke blive alt for mørke.

Kikærterne køles af i bradepanden og hældes i en lufttæt beholder, når de er helt kolde.

Tips:

  • Man må prøve sig frem med saltmængden - jeg synes personligt ikke, at der skal ret meget til.
  • Andre krydderier kan f.eks. være knust koriander, paprika, karry eller hvad man nu har lyst til. Jeg bruger ofte røget salt og knust chilipeber som et ekstra pift.
  • Luna rister dem på panden - det er hurtigt og godt, især til mindre portioner.

Sider