Jeg er gået om bag haveforeningen for at plukke brændenældeskud til aftenens Bønnegryde med svampe og brændenælder i småregn. Herude i det moseagtige område har jeg fundet en uberørt plet, hvor der ikke kommer biler, sprøjtegale havenisser og (alt for mange) løse hunde.

Jeg sidder på hug og plukker med de bare hænder - det kan man godt, når bare man koncentrerer sig og nærmer sig nælderne med blide bevægelser og et bestemt greb med fingrene. Løber tankerne af med én, så man taber koncentrationen, får man omgående en påmindelse fra nælderne. Så er det bare om at fokusere på det, man har gang i, igen. Det er ren zen.

Det tager tid at plukke brændenælder på den måde. Det smarte ville nok være at tage handsker på, gribe en saks og få det overstået. Men jeg vil vove at påstå, at det er intelligent at gøre det på den langsomme måde. Jeg får masser af frisk luft, naturoplevelse og zen-meditation. Det er en glimrende øvelse i mono-tasking, og da jeg er færdig, føler jeg mig sært lykkelig indeni og fuldstændig ligeglad med, at det regner.

Den medbragte pose er fuld af friske brændenældeskud og en tilsvarende portion skvalderkål til min grønne smoothie i morgen tidlig. Der gror nemlig skvalderkål mellem brændenælderne (eller også er det omvendt ...). På vejen hjem hapser jeg en håndfuld friske stokrose-blade fra genboens have (jeg har fået lov!). De smager henad agurk og skal med i den grønne morgenmad. Mere om det senere.

Glædeligt regnvejr!

Så blev det tid igen. Til julefrokost. Også i år var aftalen, at jeg selv tog mad med. Men i år har jeg ikke haft så meget overskud til planlægning (jeg tror, at jeg har tabt mit planlægningsgen et eller andet sted ...), så det endte med, at jeg samlede rester fra aftensmaden i dagene op til dagen - og 'lige' pyntede lidt op på det til sidst. Det blev nu meget godt. Og rigeligt. Om end lidt stresset til sidst. Så det var godt, at husbonden trådte til og fik bragt køkkenet i orden igen ovenpå mine hektiske anstrengelser med blender, pande og hakkebræt.

Her er resultatet så - endnu en gang præsenteret i 'vidunderet', som vist ikke har været brug siden sidste års julefrokost:

I den orange skål er der en mini-quinoa-selleri-postej, en cashew-'oste'creme lavet af blendede cashewnødder smagt til med citron, hvidløg, et stykke porre, tørret dild, salt og peber, en spinatsovs (blendet med resterne af cashew-cremen) og nogle radiser. Spinatsovsen hører til postejen, mens cashew-cremen skulle have været fyldt i peberfrugterne (blå skål) - desværre blev den lidt for lind, så den måtte i en lille bøtte i stedet.

I den blå skål er en bund af lidt ovnbagte rodfrugter, grønne bønner vendt på en pande med lidt hvidløg, tre både ovnbagt hokkaido-græskar, den røde peberfrugt til cashew-cremen og en bøtte med senneps-hvidløgsdressing. På nær peberfrugt og dressing var planen at varme indholdet af den blå skål som hovedret.

I den grønne skål er der i bunden en god portion salat med rucula, hvidløgsstegte champignoner og semi-tørrede cherrytomater (fra glas). Ovenpå en mini-porretærte med oliven - en variation over min løgtærte.

I den lyserøde skål er - igen i år - to stykker syndig chokoladekage, tamari-mandler og stykker af en helt vidunderlig juleappelsin.

Jeg var ret liberal med hvidløgene i år, fordi jeg vidste, at de andre bl.a. skulle have en salat med bagte hvidløg - så var der jo ingen grund til at holde sig tilbage! Det smagte dejligt altsammen, men jeg må også indrømme, at menuen var lidt hård ved blodsukkeret. Cashew-cremen smager skønt, men cashewnødder er hårde ved blodsukkeret ligesom rodfrugter og græskar. Og så kom jeg afsted uden at få spist noget hjemmefra, så velkomstchampagnen (en lækker Cava) og den søde dessertvin slog måske også lidt hårdt (til blodsukkeret altså). Akkeja. Så lærte jeg det. Det ødelagde nu ikke en dejlig dag og aften, og jeg gik bestemt ikke sulten fra bordet!

Jeg har været til firmajulefrokost - denne gang med 100% medbragt mad. Der er de foregående år blevet gjort store anstrengelser for at finde og bestille mad, jeg kan tåle, men med varierende held. Der er bare for meget, der skal tages hensyn til på én gang. Man kan sagtens få god, vegetarisk mad. Men det kniber godt nok, når den også skal være glutenfri. Og mælkefri. Og sukkerfri. Jeg ved også, at man visse steder kan få lækker mad, der er gluten-, mælke- og sukkerfri. Men så er den ikke vegetarisk.

Det er ikke, fordi de ikke har prøvet - de cateringsfirmaer, der har været sat på opgaven. Men der er bare altid et eller andet, der glipper i farten. Sidste år var den lækre forret f.eks. blevet indbagt i butterdej. Salaten var overhældt med klistret dressing og iblandet syltet frugt. Og så videre. Jeg fik da mad. Mest fordi vores julefrokost blev holdt i et privat hjem, og der dermed var adgang til frosne ærter og bønner i fryseren - og friske æg i køleskabet. Men særlig spændende var det ikke - og rigtig mæt blev jeg heller ikke.

Så sidste år aftalte vi, at jeg fremover selv tager mad med til julefrokosten. Det giver mig selvfølgelig noget ekstra arbejde. Tilgengæld giver det sikkerhed for, at jeg får mad, jeg kan spise - og nok af det. Det gav mig også en (lidt lam, indrømmet) undskyldning for at købe denne her:

Den perfekte transport af medbragt julefrokost (der er hank i toppen, den kan bare ikke ses på billedet). Vidunderet blev fyldt med et udvalg af småting fra fryseren, køleskabet og lidt friskt kreeret samme dag.

Den blå skål indeholder forret og snacks i form af tamari-mandler (i kræmmerhus af bagepapir) til velkomstchampagnen. Forrretten er marinerede aubergineskiver og noritang rullet om krydret fyld af tofu rørt med soltørrede tomater, oliven og lidt jalapeñochili. Auberginen var lidt kedelig indeni, så jeg fik kun fire pæne skiver ud af den - derfor supplerede jeg med tangrullerne. Hertil skiver af avocado.

Til forretten hørte salat fra den grønne skål. Babysalat med små stykker marineret aubergine (det der ikke var pænt nok til hele skiver), frisk rød peber og tamari-kerner i en lille bøtte. Salaten fulgte også hovedretten i den orange skål: Tre små 'muffins' med selleri-postej og shitakesvampe i skilt creme (stegt i lidt smør, drysset med peber og overhældt med resten af marinaden fra auberginerne og ca. 1 dl sojafløde) samt to små pirogger med tang.

Den lyserøde skål blev til de søde sager til dessert og kaffe. To stykker 'syndig chokoladekage' fra bogen 'Raw food' af Jens Casupei - her lavet med abrikoser i stedet for dadler (fordi abrikoser er meget blidere ved blodsukkeret end dadler). Tre sukkerfri nøddesmåkager med sukkerfri chokolade fra 'Kernesund Julemad'. Lidt frisk ananas i tern.

Umiddelbart syntes jeg selv, at det så lidt voldsomt ud med mængderne. Men vores julefrokoster strækker sig fra omkring kl. 13 til midnat, så jeg ville være sikker på, at der var nok til hele dagen. Selvom jeg også spiste lidt på forhånd hjemmefra til at lægge en bund - ellers kan jeg ikke klare champagnen!

Og hvordan gik det så? Jeg havde i hvertfald mad nok med - jeg kom hjem med én pirog og næsten alle tamarimandlerne i behold. Forretten var skøn! Jeg har ikke før prøvet at fylde auberginerne med tofu, men det fungerede rigtig godt. Måske var fyldet en anelse for krydret (for salt og lidt for stærkt), men det gik fint sammen med avocadoen og salaten.

Den ene pirog blev spist som mellemret, mens svampene fik en kort opvarmning i ovnen sammen med de andres mad. Svampene smagte skønt, cremede og let syrlige, og gik rigtig godt sammen med postejerne og salaten. Farvemæssigt manglede der måske lidt - kun salaten lyste op - men smagen var i top, og jeg blev rigeligt mæt.

Desserten var en skøn overraskelse. Den smagte virkelig godt, den chokoladekage. En fed, fyldig og kompleks smag med sødme og syre i fin kombination med den rå kakaos bitterhed og smukt rundet af med den snert af salt, der var i bunden. Meget tilfredsstillende og uden mærkbare konsekvenser for blodsukkeret. Den opskrift kan varmt anbefales. Jeg spiste kagen sammen med den friske ananas, og det fungerede også fint.

Nøddekagerne var derimod en skuffelse. Måske fordi jeg ikke kunne finde allehånden og i stedet måtte krydre med andre ting. Måske fordi xylitol bare ikke smager mig. Hverken i kagerne eller chokoladen ovenpå. Jeg lavede dem også sidste år, og var egentlig glad for dem den gang. Men det var selvfølgelig også før jeg smagte chokoladekagen ;-)

Og 'madkassetårnet' fungerede fint som transport-beholder. Både bag på cyklen, i toget og på traveturen. Det er lidt tungt, fordi det er melamin, men ikke noget problematisk. Nå, det kan jeg også sagtens sige - husbonden bar det det meste af vejen, kamufleret i en Føtex-pose for ikke om han ville ses offentligt med den rædsel i hånden ;-)

I køkkenet fungerede det godt, fordi det var nemt at skille ad, tage mad fra og samle igen, så maden var beskyttet mod vildfarne brødkrummer og andet, der helst ikke skulle lande i min mad. Nåja, og så synes jeg altså, at det er pænere end en samling tilfældige plastikbokse og mere transport-praktisk end et stort fad. Men alt for våde ting egner det sig nu nok ikke til.

Jeg synes stadig ikke, at vi kan være det bekendt. Det er 282 mennesker, vi taler om her, ikke 'sager' - og det er først og fremmest børn, der tilbragt stort set hele deres liv i et af landets asylcentre - der 'hjemsendes'. Hjem? Til hvad?

Jeg ved ikke, hvor meget det er værd - men jeg ved, at det er værd at forsøge! Har du ikke lyst til at gøre mig selskab som underskriver på, at der stadig er danskere med hjertet i behold? Og måske invitere din nabo, dine kolleger og venner og familie til at være med?

Du kan underskrive her: http://kirkeasyl.dk/hvad-kan-jeg-g%C3%B8re/underskriftindsamling/

- og du kan læse mere om baggrunden for sagen her: http://kirkeasyl.dk/baggrund/

Tak.

Og så så man ellers lige mig stå i køkkenet og kreere aftensmaden. En smule distræt, måske. I hvert fald skulle der bruges hårdkogte æg, så derfor finder jeg en passende gryde og tre æg frem. Hvorefter jeg omhyggeligt slår alle tre æg ud i bunden af gryden og beundrer de fine gule æggeblommer. Det er først, da jeg skal til at komme vand på, at min hjerne får råbt op om, at der er noget galt der. Man plejer da vist at koge æg med skallen på?

Nåmen, røræg smager jo også meget godt ...

PS. Det kan godt ærgre mig lidt, at jeg ikke bare hældte vand på og kogte stadset. Hvem ved, måske er kogte spejlæg en delikatesse?

PPS. Husbonden mener, vi måske er ved at være klar til at flytte på plejehjem. Han glemte at lukke munden, da han drak kaffe. Det pyntede ikke på hans fine, nye T-shirt. Yngsten mener, at det er helt ok, at vi flytter. Når bare vi først betaler huset ud og lader det stå til ham.

4.21
Vækket af solsorten, der øver skalaer og arpeggioer på altanens vinge.
Det er helt okay.