Insulinvenlig

20 Apr 2008

Kikærtesnacks

Skrevet af Karen

De er sundere end popcorn og chips, fulde af proteiner og så smager de virkelig godt. Man kan købe dem i indvandrer-butikker, men de er faktisk vældigt nemme at lave selv - og så kan man jo passende bruge økologiske kikærter. Kan serveres til drinks, som drys til salater eller bare som en lille eftermiddagsgodbid.

Ingredienser

  • kikærter
  • lidt salt
  • evt. andre krydderier

Fremgangsmåde

Kikærterne sættes i blød natten over i rigeligt vand. Næste dag dryppes kikærterne godt af i en sigte. Sortér kikærter fra, der er misfarvede eller ikke er svulmet op. Drys salt og evt. krydderier over og vend rundt.

Hæld kikærterne i en bradepande, der evt. kan fores med bagepapir først. Sæt bradepanden i ovnen i ca. 50 minutter ved 200 grader. Rør rundt i kikærterne et par gange undervejs. De skal være knasende sprøde, ikke seje, når de er færdige, men må heller ikke blive alt for mørke.

Kikærterne køles af i bradepanden og hældes i en lufttæt beholder, når de er helt kolde.

Tips:

  • Man må prøve sig frem med saltmængden - jeg synes personligt ikke, at der skal ret meget til.
  • Andre krydderier kan f.eks. være knust koriander, paprika, karry eller hvad man nu har lyst til. Jeg bruger ofte røget salt og knust chilipeber som et ekstra pift.
  • Luna rister dem på panden - det er hurtigt og godt, især til mindre portioner.
16 Mar 2008

Hasselnøddebrød

Skrevet af Karen

Et dyrt, men velsmagende, mættende og meget allergivenligt brød. Det holder fint en uges tid i køleskabet, men har tendens til at smuldre lidt. Opskriften er en let modificeret udgave af Oscar Umahro Cadogans hasselnøddebrød fra bogen Forsæt den gode cyklus, der er udsolgt fra forlaget men stadig kan lånes på biblioteket.

Ingredienser

  • 125 g hørfrø
  • 3½ dl vand
  • 3 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. æblecidereddike
  • 1 spsk. tamari
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk korianderfrø
  • 1 tsk fennikelfrø
  • 1 tsk knust havsalt
  • 500 g hasselnøder

Fremgangsmåde

Rist spidskommen, koriander og fennikelfrø på en varm, tør pande, til de lige akkurat begynder at 'poppe'. Tag panden af varmen og lad krydderierne køle af.

Mal hørfrø og de ristede krydderier til mel i en elektrisk kaffemølle, evt. ad flere omgange. Pisk hørfrømel, krydderier, salt, eddike, tamari og vand grundigt sammen i en stor skål.

Mal hasselnødderne til mel - bedst i en foodprocessor - og vend nøddemelet i hørfrøblandingen lidt efter lidt. Ælt dejen sammen i skålen, til den hænger sammen - den bliver ikke fast og elastisk som en almindelig dej.

Smør en 1 liters form med olie og kom dejen i. Bages ca. 1 time ved 200 grader. Tag brødet ud af ovnen og lad det køle helt af, inden det tages ud af formen.

Opbevares bedst i en tætlukket plastikpose i køleskabet.

Tips:

  • Brødet smager dejligt som almindeligt 'rugbrød' med pålæg - f.eks. avocado, tomatskiver og purløg eller blomkålsguf.
3 Feb 2008

En hurtig lille fredagsret inspireret af et glas syltede grønne madagascarpeberkorn, et smukt savoykål fra Årstiderne og denne her.

Ingredienser

  • 1 sayoykål
  • 1 hvidløg
  • 2-3 dl friske eller frosne ærter
  • saft og skal af 1 citron
  • 2 tsk syltede, grønne madagascarpeberkorn
  • olivenolie
  • lidt kogende vand
  • salt

Fremgangsmåde

Fjern de yderste, grove blade på kålen og skyl godt. Skær først kålhovedet i kvarte, og del derefter hver kvarte i to eller tre stykker alt efter størrelse. Snit kålen i tynde strimler og fjern stokken.

Pil hvidløgsfedene, halvér dem på langs og skær dem i ganske tynde splitter. Riv skallen af citronen med et julienne-jern. Mas peberkornene i en morter eller med bagsiden af en kniv.

Varm en dyb sautérpande op på middelvarme og tilsæt et generøst skvæt olivenolie. Sautér hvidløgssplitterne, til de bliver gennemsigtige, men uden at de tager farve. Skru lidt op for varmen og tilsæt nogle håndfulde kålstrimler og lidt kogende vand. Vend forsigtigt med en træske. Når kålen skifter farve og falder sammen, tilsættes flere kålstrimler og en anelse mere vand. Bliv ved, til al kålen er faldet sammen. Der skal hele tiden kun lige være vand nok i bunden til, at det ikke brænder på.

Tilsæt de maste peberkorn, lidt salt, citronskal og ærter og evt. lidt mere vand. Vend rundt, dæmp varmen til et minimum og læg låg på. Lad stå ca. 5 minutter.

Tag låget af og smag til med citronsaft og evt. mere salt. Servér straks.

Tips:

  • Servér f.eks. med brune basmatiris og fintsnittet rød peberfrugt og friskklippet dild til at drysse over. Til pasta eller hirsedeller. Eller bare med skiver af letristet brød.
  • Savoykål kan snildt erstattes med spidskål.
13 Jan 2008

Serveres som lunt tilbehør til stegt mad, som selvstændig middagsret til pasta eller ris eller som frokostsalat, evt. med brød til. Smager også godt kold.

Ingredienser

  • 6-700 g rosenkål
  • 50 g mandler, smuttede

Ingefærdressing:

  • 4 spsk olie
  • 4 spsk citronsaft
  • 3 spsk tamari
  • 20 g frisk ingefær

Fremgangsmåde

Lav dressingen først, så den kan stå og trække: Skræl den friske ingefær og riv den fint på et råkostjern. Rør eller ryst sammen med olie, citronsaft og tamari.

Rens rosenkålene for grimme blade og skær stokken af. Kog dem i letsaltet vand ca. 5-7 min. (efter størrelse) eller til de er 'al dente'. De må ikke være rå, men heller ikke kogt sønder og sammen.

Lad rosenkålene dryppe godt af i et dørslag og skær dem i halve eller kvarte. Vend dem i dressingen, mens de stadig er lune. Hak mandlerne groft og rist dem evt. på en tør, hed pande, til de er gyldne. Drys dem over rosenkålene og servér.

Tips:

  • Opskriften er inspireret af bogen "Suveræne salater og brilliante buffeter" af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz, Høst & Søn.
5 Jan 2008

Hvidløgssuppe

Skrevet af Karen
hvidløg

Denne suppe er hurtigt lavet og fuld af saft og kraft fra de mange fed hvidløg. Den sætter den indre temperatur i vejret og er da også fremragende mod begyndende forkølelser. Den kan serveres dampende hed i store krus på terrassen en kølig sommeraften eller hældes på termokande til en frisk travetur i skoven til efteråret.

Ingredienser

  • 20 fed hvidløg (eller 30!)
  • lidt olie
  • saft og skal af to limefrugter
  • 1½ l god grønsagsbouillon
  • 1 bdt. frisk koriander
  • salt og (cayenne)peber

Fremgangsmåde

Hvidløg pilles og hakkes fint.

Varm olien op i en gryde og sauter hvidløgene blidt i 1-2 minutter. Hæld bouillon og limesaft over, læg låg på og dæmp varmen. Skal småkoge 15-20 min.

Imens hakkes koriander og limeskal fint.

Når suppen er klar, røres koriander og limeskal i.

Smag til med salt og (cayenne)peber og server med godt brød.

Tips:

  • Brug kun limefrugt, hvis du kan få dem usprøjtede. De kan erstattes med økologisk citron.
  • Frisk koriander kan være svær at få fat i, men den fås også "syltet" på glas i store supermarkeder, og det er en udmærket erstatning. Man kan også bruge persille i stedet.
  • Suppen kan også blendes jævn med en stavblender.
  • Skal suppen være lidt mere fyldig, kan tilsættes tyndt strimlet rød peberfrugt - og evt. tynde ris- eller glasnudler (pas på, der kan være gluten i!) brækket i mindre stykker. Tilsættes ca. 3 minutter før koriander og limeskal røres i.
  • Vil du have en mere hot suppe, kommer du en chili og/eller revet ingefær i sammen med limesaften
29 Dec 2007

Denne suppe er meget lækker og solid. Den har en god, kraftig smag, der har fået husbonden til at kalde den 'vegetarisk oksehalesuppe'.

De sorte bønner, som indeholder meget jern og mange proteiner, har en let champignonagtig smag og giver suppen den helt specielle, chokoladeagtige farve.

Ingredienser

  • 2 spsk olie
  • 6 dl kogte, sorte bønner
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 lille løg
  • 2-5 fed hvidløg
  • 1½ l grønsagsbouillon
  • 1-2 friske chilipebre
  • 1 lille bundt frisk koriander eller
    1 spsk syltede korianderblade
  • salt og peber

Fremgangsmåde

Pil og hak løg og hvidløg. Varm olien op i en gryde og svits løgene, til det er mørt, men uden at det tager farve.

Fjern kernerne fra chilien og hak den fint. Kom bønner, tomatpuré, koriander og chili i gryden og hæld bouillonen over. Bring suppen i kog og lad den simre sagte 20-25 min.

Blend suppen jævn med en stavblender og smag til med salt og peber.

Tips:

  • Suppen kan naturligvis laves på en hvilken som helst slags bønner og er en fremragende udnyttelse af diverse bønnerester, fx sorte bønner med chili og koriander.
  • En dåse flåede tomater kan erstatte tomatpuréen - så kan du nøjes med 1 liter bouillon.
2 Dec 2007

Kernedrys

Skrevet af Karen

Mætter, smager dejligt og giver et pænt tilskud af vitaminer, mineraler, proteiner og essentielle fedtsyrer til morgenmaden.

1 portion

Ingredienser

  • 3 spsk hørfrø
  • 1 spsk sesamfrø
  • 1 spsk græskarkerner
  • evt. 1 tsk kanel

Fremgangsmåde

Kværn frø og kerner til mel (evt. med kanel) i en kaffemølle.

Tips:

  • Kernedrys er bedst umiddelbart efter kværning, da de essentielle olier hurtigt bliver harske. Det er med andre ord en dårlig idé at kværne en ordentlig portion til hele ugen. Er du nødt til at lave en større portion, bør den opbevares i en lys- og lufttæt beholder i køleskabet.
  • Kernedrys er lækkert på/i smoothies, tykmælk og grød, men kan også bruges i bagværk eller bare røres ud i lidt frisk juice eller (soja)mælk.
  • Kanel virker stabiliserende på blodsukkeret.
1 Nov 2007

Rød linseret

Skrevet af Karen

Hurtig og nærende hverdagsmad med meget få ingredienser, der stort set altid er i køkken- og køleskab. Og så råber børnene "yes!", når denne ret er på menuen - ret usædvanligt, når der er tale om linser!

Ingredienser
  • 250 g røde linser
  • 2 løg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 spsk olie
  • 2 dåser tomater
  • 2-3 dl vand eller bouillon
  • 1 kvist frisk timian eller ½ tsk tørret
  • 2 kviste frisk salvie eller 1 tsk tørret
  • Salt og peber
  • Evt. friskhakket persille og/eller purløg

Fremgangsmåde

Se linserne efter for små sten og urenheder. Skyl dem grundigt i en sigte og lad dem dryppe af. Pil løgene og skær dem i tern eller tynde skiver. Hvidløget presses. Varm olien op i en sautérpande og svits løg og hvidløg kort, inden linser, tomater, vand og krydderurter tilsættes.

Læg låg på og lad linserne simre for svag varme ca. 20 minutter. Se til dem undervejs og tilsæt evt. mere væde, hvis de koger tør. Linserne skal være let udkogte, når de er færdige.

Hele krydderurter tages op, og retten smages til med salt og peber. Drys friskhakket persille og/eller purløg over og servér med groft brød, pasta eller ris.

Tips:

Retten kan også laves med andre typer linser eller flækærter - det smager lige så godt, men tager længere tid.

30 Sep 2007

Kulørt bønnesalat

Skrevet af Karen

Denne bønnesalat er mættende og også fremragende til en sommerbuffet og til at tage med til frokost på arbejdet.

Ingredienser

  • 2 dl kogte sorte bønner
  • 2 dl kogte kikærter
  • 2 dl kogte hvide bønner
  • 100 g voksbønner
  • 100 g grønne bønner
  • 1 dl kogte (brune basmati) ris
  • 1 (rød)løg
  • 1 rød peberfrugt
  • 4 solmodne tomater

Dressing:

  • 3/4 dl olivenolie
  • 2 spsk citronsaft
  • 2-3 fed knust hvidløg
  • 1 tsk reven citronskal
  • 1 spsk (dijon)sennep
  • 1 tsk stødt esdragon
  • Salt og peber

Pynt:

  • 1 bdt. kryddergrønt (fx persille, basilikum, oregano, timian)

Fremgangsmåde

De friske bønner koges ca. 5 minutter i letsaltet vand. Tag dem op af gryden og sænk dem kortvarigt i en skål med koldt vand (eller brus koldt vand over) og lad dem så dryppe af. Skæres i mindre stykker.

Rødløget halveres og skæres i papirstynde skiver.

Peberfrugten skæres i tern eller i kvarte, der snittes i tynde strimler.

Tomaterne skæres i tynde både.

Kryddergrønt skylles, duppes tørt og hakkes fint.

Pisk dressingen sammen og smag den godt til.

Bland bønner, ris, løg, peberfrugt og tomat i en passende skål. Hæld dressingen over salaten, bland godt og lad salaten trække køligt i mindst 30 min.

Drys kryddergrønt over lige før servering.

Tips:

Andre farver bønner og peberfrugter kan naturligvis bruges. Sortøje-bønner er f.eks. meget lækre som erstatning for de hvide bønner, men kan være svære at skaffe.

De friske bønner kan erstattes med frosne haricot verts, der overhældes med kogende vand og får lov at trække nogle minutter.

100 g kogte majskerner kan drysses over sammen med krydderurterne.

Tynde strimler ristet noritang kan drysses over lige inden servering.

30 Sep 2007

Salat med æbler

Skrevet af Karen

En dejlig, frisk salat med smukke farver. Jeg bruger den ofte som (forbavsende mættende) frokostsalat, men den er også godt tilbehør til aftensmaden.

Ingredienser

  • 2 modne, røde æbler
  • 2 gulerødder
  • 1 lille bdt. (bredbladet) persille
  • 1 håndfuld valnødder
  • saften af ½ lime
  • lidt (sesam)olie

Fremgangsmåde

Æblerne vaskes, befries for kernehus og skæres i tynde både. Bådene snittes i mindre trekanter.

Gulerødderne skrælles, befries for endestykker og skæres i kvarte på langs. Herefter snittes de i tynde trekanter.

Persillen skylles, slynges eller duppes tør og snittes i tynde strimler. Valnødderne brækkes i mindre stykker.

Bland forsigtigt æble- og gulerodstrekanter med persille og valnødder. Dryp saften af en halv lime over og så meget sesamolie, som du nu synes.

Tips:

  • Det skal være æbler med sødme og masser af smag - fx Ingrid Marie eller Rød Aroma.
  • Limesaft kan erstattes med citronsaft ... men lime er bedst ...
  • Valnødderne kan erstattes med avocado i mindre bidder.
  • Du kan bruge andre former for olie, en god olivenolie eller en nøddeolie.
  • Tynde skiver af bladselleri klæder salaten.
  • Lidt fintsnittede mynteblade er også vældig godt.

Sider

Subscribe to RSS - Insulinvenlig