Og det blev november, og sandelig om ikke der endnu engang landede en invitation til julefrokost i min indboks. "Ja tak", svarede jeg og gik straks i gang med planlægningen. I år skulle det være nemt, farverigt og lækkert. Især nemt.

Evalueringen af sidste års anstrengelser havde jo lagt op til, at desserten i år 'bare' skulle være en ordentlig omgang frugtsalat, så temaet i år skulle være tre salater. Slut prut finale. Det var da nemt? Men som tiden nærmede sig, synes jeg måske også, at det var lidt for nemt. Og så en dag, da jeg i anden anledning havde besluttet, at NU skulle jeg altså prøve at lave Plantepushernes mandelfraiche og derfor rodede rundt derovre, faldt jeg over dette her:

Vegansk spinatroulade med røget læx. Den perfekte forret, ja? Og jeg havde lige en hel eftermiddag og 1½ døgn til at få bagt og marineret de gulerødder. Nu kunne jeg selvfølgelig ikke drømme om at tænde ovnen kun for det, så jeg lavede også lige nogle linse-falafler af to håndfulde delikatesselinser (og huskede at krydre dem med citron og chili), bagte et hokkaido-græskar til en af salaterne og lavede ovn-biksemad til aftensmad. Samtidig med at jeg lavede mandel-fraiche. Heftig eftermiddag.

Her er resultatet så - pakket og klar til transport i 'Vidunderet':

I den pink boks er de små, ovnbagte linse-falafler sammen med lidt frisk rød peber, en portion guacamole og en god håndfuld rødkløver-spirer. Lad os bare kalde det 'forret'. Linse-falaflerne blev rigtig gode og var tilmed meget hurtigere og nemmere at blende sammen end falafler af kikærter, så det bliver nok min foretrukne version fremover.

I den blå boks er en linsesalat - også på delikatesselinser - med bidder af bagt hokkaido, marinerede shitake-svampe, pære og pinjekerner. Ret lækker, hvis jeg selv skal sige det, selvom pæren nok også skulle have været bagt, men jeg var bange for, at den ikke kunne holde sig lækker fra torsdag aften til lørdag eftermiddag.

I den grønne boks - på et leje af grønne blade - den famøse spinatroulade. Hvis du synes, at spinatpandekagen ser lige tyk nok ud, så har du helt ret. Måske fordi jeg (selvfølgelig) lavede en glutenfri udgave, jeg ved det ikke. Jeg kom en del mere vand i næste pandekage (den yderste), men den blev stadig for tyk. Nå, pyt, det smagte virkelig skønt, hvilket jeg primært tilskriver den superlækre mandel-fraiche, der nærmest blev til flødeost, fordi jeg lod den hænge ekstra længe og dryppe af (jeg havde jo travlt med at fylde ovnen). Gulerødderne - læx'en - var også helt okay, men ikke særlig lakseagtige, måske fordi jeg ikke lige havde noritang i huset og i stedet svøbte dem i wakame-tang. Jeg kunne nok også godt at have brugt lidt flere gulerødder. Men altså, den mandel-smøreost var guddommelig, den kommer jeg helt klart til at lave igen (og pimpe med krydderurter og hvidløg).

I orange boks kommer så frugtsalaten af clementin, banan, æble, pære og kakifrugt med en 'råcreme' på cashewnødder blendet med lidt citron, vanilje og ahornsirup. Et dejligt punktum.

Sidste weekend var det atter blevet tid til den traditionelle julefrokost og et gensyn med de kære kolleger fra et tidligere liv. 'Vidunderet' skulle findes frem og fyldes med lækkerier igen. Fordi i år var jeg i god tid, velorganiseret og guddommeligt inspireret som aldrig før. Eller rettere: i år var alting som det plejer, præget af travlhed, en løs idéskitse og lidt for mange kompromiser. Nå, men det endte rimeligt lykkeligt alligevel.

Den blå skål blev fyldt med det, der skulle udgøre forretten: en coleslaw af rød spidskål, rød og gul peberfrugt, gulerod, fennikel og rucola med en let olie-citrondressing samt en håndfuld ovnbagte, smukt gule safran-falafler løseligt baseret på Green Kitchen Stories' opskrift, idet disse fx lavet på rå, udblødte kikærter.

Jeg havde glemt at putte æbler i salaten, og det var ret ærgerligt, for det ville have givet den et smagsmæssigt løft. Der var også for lidt rucola i, fordi snemasserne weekenden før havde været lidt hård ved dele af køkkenhaven. Falaflerne var ret tørre og lidt seje, som de ofte bliver, når de ovnbages, og smagsmæssigt ville jeg ønske, at jeg havde piftet dem op med noget citronsaft og chili. Jeg havde også planlagt at lave en dyppesovs af aubergine eller spinat (eller begge dele) til falaflerne, det rakte tiden bare ikke til, selvom det ville have hjulpet lidt på det tørre. Men det var ok, og høstede point på farverne.

I den orange skål kom hovedretten, den smukke grønsagstærte med vegansk ostesauce, som Jane havde postet på veganmisjonen.com nogle uger inden, og som jeg straks besluttede, at jeg ville have med til julefrokosten - det eneste, jeg havde planlagt på forhånd. Jeg brugte ikke butterdej, men en glutenfri 'mørdej' baseret på denne opskrift, og med 1 dl havremel (lavet af blendede, glutenfrie havregryn fra Aurion) som erstatning for den ene dl boghvedemel. Tærten er drysset med oregano i stedet for timian, og da jeg ikke havde løg- og hvidløgspulver, puttede jeg bare et stort fed knust hvidløg i ostesaucen. Under tærten lagde jeg to håndfulde grønne, letbitre vintersalater fra haven.

Tilbehøret til tærten kom i den grønne skål: Ovnbagt hokkaido med citron, ovnbagte kartoffelbåde med rosmarin og dampet broccoli med den skønne ingefær-marinade fra denne opskrift (genial til al kål) og ovnristede mandler vendt med lidt tamari og drysset med mild, røget paprika. Dertil en håndfuld cherrytomater, der smagte af sol og sommer.

Tilsammen udgjorde tærten og grønsagerne et virkeligt hit - det var virkelig mad, jeg blev glad af. Tærten smagte SÅ godt (en varm tak til Jane!!), og tilbehøret passede fantastisk til. Og så var det bare en rigtig flot tallerken, jeg kunne præsentere.

Desserten endte i den lyserøde skål - en risalamande baseret på quinoa og sojapiskefløde med kaki-frugt til, nogle veganske hjemmebagte chokolade-småkager baseret på tahin (opskrift kommer senere) og nogle dadelkugler mikset af californiske dadler, mandler, cacaopulver, lakridspulver og lidt orangelikør fra forrige årtusinde, halvdelen rullet i frysetørret hindbær. Det var lidt overdrevet, og næste år tror jeg bare, at jeg laver en ordentlig omgang frugtsalat til dessert.

I midten ses en lille glutenfri bolle fra fryseren, mest som back-up. Alt i alt var det en ret vellykket julefrokost. Og jeg smiler stadig ved tanken om Janes grønsagstærte. Den ender på julebordet, tror jeg!

Det der med 'i god tid' og 'mere sjov', som jeg skrev om sidste år ... det glemmer vi bare, ikke? Selvom jeg faktisk havde skænket det en tanke eller to i løbet af efteråret, så blev det alt for hurtigt tid til at fylde de kulørte skåle i 'vidunderet' igen. Men det lykkedes, denne gang med en koncentreret indsats aftenen før og samme formiddag.

Den lyserøde skål blev denne gang rammen om forretten, da jeg skulle bruge en dybere skål til desserten. Så her er to halve snack-peberfrugter fyldt med delikatesselinser, vegansk feta (den vender jeg lige tilbage til), tomattern og fintsnittet løgtop. De to små rum anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med, så de blev i sidste øjeblik fyldt med tamari-mandler, der ikke rigtig nåede at tørre - og ikke blev spist. Bagefter slog det mig, at jeg kunne have lavet nogle veganske sushi-bidder, men den idé kom for sent ...

Den grønne skål fik besøg af to aubergine-tårne: Tykke skiver ovnbagt og derefter marineret aubergine i lag med skiver af en stor bøftomat og en tyk skive af en guddommelig, hjemmelavet vegansk feta (den g.e.n.i.a.l.e opskrift finder du her - hos Nina fra Plantepusherne) på en bund af efterårssalater fra haven og med lidt frisk rosmarin på toppen og lidt oliven ved siden af. Nammenammenam.

I den blå skål ses det eneste, jeg havde planlagt på forhånd: Kirsten Skaarups selleri-'cannelloni' med fyld af rosenkål og hasselnødder og serveret med persilleolie. Noget besværlig at lave, ikke mindst fordi det indkøbte selleri havde hul i midten, som jeg måtte lappe med små stykker mislykkede forsøg på at skære tynde skiver - et arbejde, jeg snart overlod til husbonden, som helt klart var bedre til det. Men en smuk og velsmagende ret, jeg bestemt skal lege med igen. Ok, anretningen er måske ikke lige den kønneste her, men så smut over til Kirsten og savl over billederne der ...

Til dessert var der rå chokolademousse på avocado smagt til med vanille, appelsinsaft og både dadler, agavesirup og kokossukker - fordi jeg ikke fulgte én opskrift, men blandede flere forskellige. Dadlerne sødede ikke nok (de skulle nok have været friske og ikke tørrede), agavesiruppen sødede alt for meget, så jeg måtte komme en ekstra avocado i, og kokossukkeret var lige det, der skulle til for at redde miseren. Granatæblekerner tilføjede et frisk indslag sammen med to kakifrugter i skiver. Jeg ville egentlig have bagt nogle æblemuffins, men der var ikke tid, og ovenstående endte med at blive en dejlig dessert.

Hele herlighed blev suppleret med to små brød, hvoraf det ene kom med hjem igen, fordi jeg var stopmæt. Det blev en god julefrokost.

PS. Madkassetårnet har jeg købt for en del år siden efterhånden, og det fås desværre ikke længere. Men man kan være heldig at finde noget lignende i metal i kinesiske butikker. God jagt.

Den kom lidt bag på mig i år, julefrokosten. Eller rettere, jeg havde lidt for mange andre ting på programmet i ugerne op til, så lige pludselig var det nu, at der skulle findes på noget at fylde madkassetårnet med til en eftermiddag og aften i godt selskab, uanset at jeg havde lovet mig selv at være i bedre tid end sidste år.

Nå, det lykkedes da med hjælp fra fryser og køleskab, og jeg var både tilfreds og mæt, da vi gik fra bordet, men til næste år skal der altså være lidt mindre panik og lidt mere sjov og ballade i min kulørte julefrokost-madpakke!

Til forret ruller af marineret aubergine omkring et til lejligheden opfundet fyld af kikærter blendet med piniekerner, jalapeño-chili, koriander, lidt citron, en anelse olie og lidt tangsalt. Dertil en god håndfuld mini-tomater, gulerodsstænger, en hasteindkøbt blandet grøn salat med lidt hjemmelavede bukkehornsspirer (se den grønne boks herunder) og hasteindkøbt glutenfrie rosmarin-kiks (spiselige, men så heller ikke mere!). Alt i alt en fin kombination, altså bortset fra kiksene ...

Til hovedret en quinoa-selleri-"muffin" med persillepesto ((begge rester fra fryseren) med en lun linsesalat af delikatesselinser med tern af rød peber, auberginestimler og dressing af den overskydende marinade fra auberginen fra forretten (den grønne boks herover) samt to snitter af en vegansk løgtærte med oliven (også fra fryser) og resten af den grønne salat fra forretten. Selleri-muffinen var skøn med persillepesto over, og jeg nød linsesalaten, mens tærten var lidt kedelig - så den spiste jeg kun den ene snitte af.

Desserten blev to stykker æblekage - rester fra et nogenlunde vellykket forsøg på at genskabe min yndlingsæblekage i en glutenfri, vegansk og næsten sukkerfri version - med en 'råcreme' af blendede mandler med vanille, citron og agavesirup, nogle romdruknede abrikoser med udblødte mandler og valnødder samt lidt tørrede morbær og mandler med overtræk af mørk chokolade. Lidt for mange mandler (æblekagen er også på mandelmel) og lidt for tungt - jeg ville nok hellere have haft en frugtsalat af frisk frugt - men det smagte udmærket.

Egentlig ville jeg have haft en flaske med friskpresset saft af bladselleri, æble, ingefær og citron med, men det blev skippet til gengæld for tid til oprydning og opvask, så et bombet køkken ikke ville blive det første, jeg mødte dagen derpå - et valg, jeg var meget godt tilfreds med søndag morgen ...

Klar til afgang!

Så blev det atter julefrokost-tid - og tid til igen at grave vidunderet frem fra hjørneskabet. Det blev lidt kaotisk i år, da der ikke lige lå så meget i fryseren, jeg kunne trække på. Men det gik.

Den blå beholder fik æren af forretten, der lige som sidste år bestod af rispapirsruller - men i år uden avocado, fordi jeg ikke havde kunne skaffe en brugbar én af slagsen. I stedet fik strimlerne af agurk, peberfrugt og gulerod selskab af friske lucernespirer, og det fungerede fint. Den tilhørende sesam-dressing måtte af pladshensyn over i den grønne beholder.

Oven på var der lige plads til mellemretten: en krydret mini-mandeltærtebund efter opskrift fra Green Kitchen Stories. Fyldet måtte over i den lyserøde beholder, for det var lidt vådt, og jeg ville ikke risikere, at bunden gik i opløsning. Tærten smagte godt, men en anelse for meget af kokosolie, der ellers gav en tærtedej, der var god at arbejde med. Ideen med at komme mandelmel og finthakkede krydderurter i tærtebunden holder dog hele vejen, og er helt sikkert noget, jeg skal arbejde videre med. Men det bliver uden kokosolie.

I den grønne beholder er der lidt salat af de sidste vintersalater fra haven og lidt økologisk hjertesalat fra supermarkedet. Salaten deler pladsen med en bøtte med sesamdip til rispapirsrullerne og en bøtte med auberginedip til safran-falaflerne (i den orange beholder).

Auberginedippen kom til i sidste øjeblik, fordi der lige var en halv aubergine til overs i køleskabet. Den blev skrællet, skåret i små tern og simret sammen med et finthakket løg og et fed hvidløg i lidt olivenolie. En sjat vand kom til, og det hele dampede mørt under låg, inden det blev blendet med endnu et fed hvidløg, lidt salt og en god skefuld sojayoghurt.

I den orange beholder ligger hovedretten - de kønne safran-falafler, også fra Green Kitchen Stories. Bladene fra det lillebitte rødkålshovede, der var det allersidste i butikken den dag, var absolut ikke samarbejdsvillige, så de fik lov at komme med som "fad" i stedet for som indpakning. De ovnbagte falafler smagte godt, men var virkelig tørre - kun reddet af den underskønne auberginedip. Safran-falaflerne er også en opskrift, jeg gerne vil arbejde videre med, men det bliver helt sikkert med rå, udblødte kikærter i stedet for kogte.

Desserten - en rå "cheesecake" baseret på denne opskrift - kom i den lyserøde beholder. I et af de små rum. For en prøvesmagning viste desværre, at jeg egentlig ikke kunne lide den. Den smagte alt, alt for meget af kokosolie og konsistensen var for ... fedtet. Til mig. Jeg ville hellere have haft et stykke æblekage med vanillecreme, men det var der overhovedet ikke tid til.

I stedet tog jeg en håndfuld blandede nødder og lidt tørrede, vilde abrikoser (ummm, så skønne, fra www.rawandmore.dk) med i det andet af de små rum. Det viste sig at være en god idé - kagen smagte bedre "fortyndet" med nødder og abrikoser. Det store rum var så passende frit til spinat-porre-fyldet til tærtebunden i den blå beholder.

Alt i alt en hæderlig julefrokost-madpakke, men jeg må konkludere, at jeg ikke gider smagen af kokosolie, uanset hvor mange krydderurter og hvor meget appelsinskal, der er i til at kamuflere den - og at jeg skal være i lidt bedre tid til næste år!

Det var et indlæg på Dansk Vegetarforenings facebookgruppe, der for nogen tid siden henledte min opmærksomhed på Green Kitchen Stories. Jeg skulle bruge inspiration til årets julefrokost og hvad jeg skulle fylde i vidunderet i år. Og der var den så pludselig - inspirationen - for David og Luise, som skriver Green Kitchen Stories, havde i 2011 bragt et indlæg med opskrifter til en vegansk og glutenfri jul, og det var det, som vegetarforeningen linkede til. Hurra!

Se en gang, ser det ikke lækkert ud? Jeg regner i hvert fald med, at jeg kaster mig ud i mini-tærterne med krydret spinat og svampe på mandelbund og de smukke, rødkålsindpakkede ovnbagte safran-falafler. Og sikkert også (en variant) af quinoa-grønkålssalaten med granatæblekerner.

Der er meget andet vegetarkræs hos Green Kitchen Stories, der udmærker sig ved de ualmindeligt smukke billeder og enkle design. Ikke alle opskrifter er glutenfrie, men bloggen er bestemt et jævnligt besøg værd. Du kan også følge dem på Facebook: http://www.facebook.com/greenkitchenstories eller hente deres opskrifter ned på din smartphone eller tablet via The Green Kitchen App (fås dog ikke til Android, så den kan jeg ikke udtale mig om).

Cremet, krydret og kulørt. Med sine farver og smag af julekryddrier er det mit bud på en hovedret til den vegetariske julemiddag. Kan forberedes og fyldes i god tid og skal derefter blot have ca. 20 min. i ovnen. Velbekomme.

Til ca. 6 personer

Ingredienser:

• 3 små, pæne hokkaido-græskar eller 2 mellemstore
• 250 g løg
• 6 fed hvidløg
• 1½ dl olivenolie
• 250 g quinoa (gerne den sorte)
• ½ l grønsagsbouillon
• 5 spsk tomatpuré
• ½ tsk stødt kanel
• 2 tsk tørret dild
• 100 g piniekerner eller hakkede hassel- eller cashewnødder
• 50 g rosiner eller korender
• 50 g svesker
• saft og skal af 1 citron
• salt og peber

Fremgangsmåde:

Start med at røre en hvidløgsolie sammen af ½ dl olivenolie og 1 fed presset hvidløg. Sæt til side.

Fyldet: Skyl quinoaen grundigt og lad den dryppe af. Hak løg og hvidløg fint. Hak sveskerne groft. Varm resten af olien op i en gryde og lad løg og hvidløg snurre blidt, til det er blødt og gennemsigtigt. Tilsæt quinoa, bouillon og tomatpuré, rosiner, svesker, dild og kanel. Rør rundt og lad det simre sagte under låg ca. 20 min.

Imens fyldet simrer, ordnes hokkaidoerne. Vask dem grundigt udenpå og halvér dem derefter fra stilk til blomst. Fjern forsigtigt evt. stilk og blomst. Skrab kernerne ud med en ske, og så meget af kødet, at der er ca. 1-1½ cm tilbage hele vejen rundt. Læg de halverede hokkaido i et ovnfast fad og pensl med hvidløgsolien.

Når qinoaen er svulmet op og væden kogt lidt ind, men ikke mere end at blandingen stadig er saftig, tilsættes saft og fintreven skal af 1 citron. Rør også piniekerner eller nødder i, og smag til med salt og peber.

Fyld de halverede hokkaidoer med quinoa-blandingen og dryp evt. rester af hvidløgsolien over.

Bag hokkaidoerne i ovnen ca. 20 min. ved 180 grader. Stik forsigtig i kanten af en hokkaido med en urtekniv - når kanten er blød, er hokkaidoerne klar til servering.

Tips:

• Servér med dampede, grønne bønner og en (rødkåls)salat.
• På billederne herover er brugt en blanding af hvid, rød og sort quinoa. Smagsmæssigt er der ingen forskel, men farvemæssigt er den sorte flottest. Dog er den sorte (og den røde) meget længere om at koge mør end den hvide.
• Jeg har brugt en blanding af rosiner og svesker - kan erstattes af andre tørrede frugter, f.eks. abrikoser, kirsebær eller og/eller tranebær.
• Har du fået fat i små portionshokkaidoer, er der en halv til hver, men du kan også sagtens bruge større hokkaidoer og skære både af dem ved serveringen i stedet.
• Smager også rigtig godt kold i madpakken.

Så blev det atter december og dermed tid til den årlige julefrokost - og til at grave vidunderet frem fra hjørneskabet.

I den grønne skål en god portion af en rå, sur-sød salat fra Vibeke Amdisens bog "Glød og glæde med RAW FOOD". Der er vildt mange grønsager i og så er den dejlig kulørt. Da det var første gang, jeg lavde opskriften, fulgte jeg den ret slavisk, bortset fra at jeg lavede dressingen noget mindre sød af hensyn til blodsukkeret. Det blev en kæmpe portion salat, nok til en hel uge, så er du advaret, hvis du skulle få lyst. Salaten er pyntet med lucernespirer, da jeg ikke lige havde mungbønner på lager.

I orange skål blev der plads til to små tangpirogger og en god håndfuld "oste"-stænger fra Rawandmores dehydratorbog "Crackers, crisps & treats". Jeg fik en dehydrator i fødselsdagsgave og er stadig i gang med at udforske opskrifterne. Disse sprøde "oste"-stænger indeholder ikke ost, men en hel del solsikkekerner smagt til med bl.a. hvidløg og tamari. Guf! Der er også en lille beholder med dyppelse til rispapirsrullerne i den blå skål.

I den blå skål blev der plads til seks rispapirsruller med sprøde grønsager og avocado - også fra Vibekes bog. Agurkeblomsterne overraskede min mand mig med - vi har delt køkken i mere end 24 år, og han kan stadig overraske mig :-)

Den lyserøde og mindste skål blev som sædvanligt udnævnt til dessert-beholder. Her en frugtsalat af banan, æble, pære og appelsin drysset med rå chokoladenibs og tørrede tranebær sødet med æblesaft. I det ene af de små rum en håndfuld udblødte, rå mandler til frugtsalaten. I det andet en rå "bounty-bar", også fra Vibekes bog.

Egentlig havde jeg planlagt at tage en flaske friskpresset rød grønsagsjuice med til at sætte farve på vinglasset, men det nåede jeg desværre ikke.

Jeg var lidt nervøs for, om der var for mange rå grønsager i menuen, men det fungerede rigtig godt. Salat og tang-piroggerne gik fint sammen, og stængerne var supersprøde og meget lækre til også. Rispapirsrullerne havde jeg prøvet før (til en sommerfest, som jeg har billeder fra, men ikke har fået skrevet om - endnu), og de var også gode. Måske lidt for meget sennep i dyppelsen til min smag. Frugtsalaten fungerede rigtig godt som dessert. Bounty-baren smagte fint, men nåede at tø op under transporten og blev lidt for 'løs' i chokoladeovertrækket. Altså ikke transportvenlig (og heller ikke blodsukkervenlig, derfor kun én).

Maden rakte fint hele dagen, jeg havde en dejlig fornemmelse af både mæthed og lethed i maven, ingen blodukkerproblemer og fik stort set spist det hele, undtagen en skefuld af salaten og to ruller.

Berit har skrevet til mig og spurgt efter en idé til en 3-retters vegetarisk julemiddag til at imponere nogle ikke-vegetariske venner med.

Hvad Berit ikke vidste på forhånd er, at der er (mindst) to ting, jeg ikke er god til.

Den ene er 3-retters middage. Jeg er bedst til gryderetter og andre retter, der udgør et helt måltid i sig selv - eller til det stik modsatte: buffeter med mange små retter.

Den anden ting er julemad. Som nogle af jer måske vil vide, kæmper jeg med at finde på en tradition til jul, der passer mig.

Berit skriver også, at det ikke behøver at ligne traditionel julemad (pyha!) og at hun er glad for krydret mad. Hun har selv tænkt på at servere en thai-suppe til forret. Så kunne man jo forsætte og servere en thai-inspireret hovedret. Det kunne være noget super-enkelt som en broccoli-curry serveret med sorte ris og dampede grønne bønner vendt med friskhakket koriander, ristet sesamolie, limesaft og hakkede cashewnødder. Skal der være mere wauw-effekt over det, kunne man i stedet servere små hjemmelavede, vegetariske forårsruller med en sur-sød thai-salat.

Desserter er jeg heller ikke så god til (okay, det var tre ting, så), men hvad med lidt hjemmelavet is? F.eks. en citronsorbet overhældt med lidt vodka og pyntet med lidt frisk mynte eller citronmelisse. Eller en kokos-is med safran serveret med eksotiske frugter.

Selv har jeg tænkt mig at eksperimentere lidt med halve farserede hokkaido-græskar. Farsen laves af ris eller quinoa med hvidløg, piniekerner, rosiner og svesker og krydres med dild, mynte, kanel, chili, tomatpuré og citronskal inspireret af en opskrift på farserede vinblade. Til det vil jeg servere grønne bønner og noget salat. Længere er jeg ikke kommet. Jeg vil måske også eksperimentere med den der citronsorbet i en vegansk udgave til dessert. Men alt det kommer jeg forhåbentlig til at vende tilbage til.

Jeg håber, at du kan bruge mine forslag, Berit. Havde du noget andet i tankerne, vil jeg foreslå dig at slå en smut rundt om Kirsten Skaarup, der har rigtig mange lækre opskrifter med masser af wauw-effekt!

Er der andre derude, der har et bud, må I meget gerne lægge en kommentar til Berit her.

Det er ved at være lidt sent, jeg ved det godt. Men jeg har haft travlt, så det får være. Jeg kan se af søgestatistikkerne, at der ledes efter vegetarvenlige juleopskrifter derude - og herinde. Det sidste får man desværre ikke ret meget ud af. Jeg er nemlig ret juleforvirret. Jeg ved godt, at julen handler om traditioner og den slags, men jeg har aldrig rigtig fået dem på plads, efter at jeg blev vegetar og glad vinkede farvel til flæskesteg, and og kalkun.

Jeg har eksperimenteret med at finde på en 'juletradition' i en del år. Med en nøddeterrine (men hvem siger, at det absolut skal ligne en steg?), hel farseret hokkaido med julekrydderier (så smuk og lækker!), selleribøffer vendt i hakkede mandler eller stukket ud som julehjerter, syltede svampe og rodfrugter efter Camilla Plums opskrift og meget andet godt. Skønt altsammen, men meget af det røg ud igen, da jeg pludselig også skulle til at taqe højde for insulinresistens og mælkeoverfølsomhed. Så jeg er stadig lidt traditionsløs angående juleaften.

I år skal jeg holde jul ude og af forskellige årsager tager jeg selv (det meste) af min mad med. De andre skal have and, og jeg har besluttet at gøre forsøget med nøddepostejen igen. Denne gang efter Lunas opskrift: Verdens bedste nøddepostej. Den er vegansk og glutenfri (hvis man skifter sojasauce ud med glutenfri tamari) og ser lækker ud. Så nu må det godt snart holde op med at sne, så jeg kan komme ud og købe ind. Hvem sagde i sidste øjeblik?