Syndig chokoladekage med abrikoser
Skrevet af KarenEn virkelig lækker og særdeles tilfredsstillende rå chokoladekage. Taget fra bogen 'Raw food' af Jens Casupei - blot her lavet med abrikoser i stedet for dadler, fordi abrikoser er meget blidere ved blodsukkeret end dadler. Og så er portionen halveret, fordi den er alt for fristende at have stående i køleskabet ...
Ingredienser
Kagebund:
- ½ dl (rå) kakaopulver
- 1 dl nødder
- 2 tsk kokosolie med top
- ½ knivspids salt
Fyld:
- 1 dl (rå) kakaopulver
- 300 g tørrede abrikoser
- 1½ spsk kokosolie med top
- 1 tsk vanille
- 1/4 tsk salt
Fremgangsmåde
Start med bunden: Blend nødderne til mel i en foodprocessor. Tilsæt de øvrige ingredienser og blend, til du har en fast masse.
Fordel massen i et så tyndt lag som muligt i bunden af en lille tærteform eller lignende, der er dækket med plastfolie eller bagepapir. En springform er en fordel, da det ellers kan være lidt svært at få kagen ud igen, men den skal ikke være for stor.
Fyld: Blend ingredienserne til fyldet, indtil konsistensen er ensartet og lækker cremet. Fordel fyldet i i tærteformen og stil den i køleskabet nogle timer. Skal det gå hurtigt, kan du også stille den i fryseren i ca. 1 time.
Servér på en tallerken med friske hindbær til.
Tips:
- Jens Casupei anbefaler også frisk passionsfrugt som ledsager. Jeg har selv prøvet med frisk ananas, det er også godt. Men kagen er nu også skøn bare som sig selv.
- Min lille og ikke særligt gode foodprocessor har lidt svært ved at klare abrikoserne, så jeg hakker dem nogle gange groft først.
- Jeg er ret overbevist om, at man også bare kan rulle kugler af fyldet og trille dem i hakkede nødder og få en lækkerbisken ud af det.
Kommentarer
Lækkert!
Lyder virkelig lækkert! Har selv PCOS, så overvejer virkelig at lave den, når jeg får gæster til min fødselsdag her i januar.
Hvilke nødder har du brugt? Og er det vigtigt at kakaopulveret er råt?
Hej Signe - Jeg har prøvet
Hej Signe - Jeg har prøvet den med mandler og med hasselnødder, og jeg kunne bedst lide den med mandler, men det er nok en smagssag. Næste gang prøver jeg med valnødder. Nej, jeg tror ikke, at det er vigtigt, at kakaopulveret er råt, men jeg ved det ikke. Måske er der en smagsforskel. Men prøv da bare med almindeligt kakaopulver i en god kvalitet, f.eks. Urtekrams, så skal det nok gå :-)
Tilføj kommentar